Politiets juletradition: Spritkontroller i landsdelen
Der findes mange juletraditioner. Politiets mange spritkontroller i julefrokosttiden er én af dem.
Det er årets store julefrokost-weekend. Derfor er politiet også på jagt efter spritbilister på de midt- og vestjyske veje idag.
- Man kan sige. at der er mange traditioner i julen. Det her er en af dem, siger politiassistent Jon Vestergaard, der tidligere i dag lavede kontrol i Frederiks sammen med en håndfuld kollegerne.
Men de er langtfra de eneste betjente på vejene fredag.
- Vi er spredt ud i kredsen forskellige steder. Vi laver sådan nogle spot-aktioner som her, hvor vi standser og bliver 20-30 minutter, mens vi standser nogle biler og tjekker for spirituskørsel, siger Jon Vestergaard.
Spritbilister på skolebænken
De fleste bilister er godt klar over, at spirituskørsel kan medføre frakendelse af kørekortet samt en stor bøde eller fængselsstraf, men de færreste ved, at alle der bliver snupper i politiets kontroller skal på et særligt genopdragelseskursus.
- Der er ikke ret mange, der ved i Danmark, at man skal på kursus, når man har kørt i påvirket tilstand. Så det er lidt det hemmelige kursus. Det er ikke noget, man sidder og fortæller om, at man kender sådan et kursus, man lige har været på, siger Birte Zielke Baunbæk, der er såkaldt ANT-kursus koordinator i Region Midtjylland.
Kurset varer 12 timer, og spritbilisterne skal gennemføre det for at få kørekortet tilbage. Det handler om alkohol, narko og trafik, og langt de fleste kursister er skamfulde, når de kommer på kurset.
- Når de kommer den første gang, så kigger man ned i jorden. Man er meget nervøs, kryber lidt langs med væggen og er noget forsigtig og tavs. Man vil i hvert fald godt lige se, om naboen også er tilstede i det her lokale, fortæller Birte Zielke Baunbæk.
Spritbilister er idag et upopulært folkefærd, og langt de fleste kørte med glæde ind i politiets kontrol i Frederiks i dag.
- Det er åbenbart nødvendigt, så det er fint. Jeg kan ikke se nogle problemer i det. Det er jo kun dem, der gør det, der har et problem, siger Peter Bertelsen fra Skive, da han har klaret kontrollen uden anmærkninger.
Antallet af spritbilister er halveret de seneste 10 år.