Skade holder Kasper Dolberg ude i to måneder

En ledbåndsskade holder Kasper Dolberg ude i mindst to måneder, bekræfter Ajax.

Med sin skade får Dolberg en alt andet end optimal optakt til forårssæsonen, hvor han med gode præstationer vil være i betragtning til VM-slutrunden i Rusland.
Med sin skade får Dolberg en alt andet end optimal optakt til forårssæsonen, hvor han med gode præstationer vil være i betragtning til VM-slutrunden i Rusland.
Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Ajax må undvære den danske U21-landsholdsangriber Kasper Dolberg i to måneder, da han har revet et ledbånd over i sin højre fod.

Det skriver den hollandske storklub på sin hjemmeside.

- Dolberg er blevet undersøgt i Danmark i vinterpausen. I sidste uge vendte han tilbage til Amsterdam for yderligere undersøgelser, og til sidst har han fået den dårlige nyhed.

- Han vil under alle omstændigheder ikke være til rådighed for os i januar og februar, og han rejser ikke med til træningslejren i Portugal i næste uge, skriver Ajax.

Det var i efterårssæsonens sidste kamp mod Willem II, at Dolberg pådrog sig Skaden. Straks tog han sig til foden, og senere blev han udskiftet med assistance fra klubbens lægestab.

Dermed får Dolberg en alt andet end optimal optakt til forårssæsonen, hvor han med gode præstationer vil være i betragtning til VM-slutrunden i Rusland.

Silkeborgenseren har spillet fire landskampe for Danmark, men han var henvist til U21-landsholdet i november, da A-landsholdet spillede playoffkampe om en VM-billet mod Irland.

Dolberg kan heller ikke imponere Ajax' nye cheftræner, Erik ten Hag, som blev ansat 28. december.

I efteråret scorede danskeren fem gange i Æresdivisionen.

 

/ritzau/