Store sodskader i genbrugsbutik: Frivillige nægter at give op
Lynet slog onsdag aften ned i Danmissions butik i Viborg. Formanden er dog overbevist om, at butikken nok skal åbne igen.
Det er et trist syn, der dagen derpå møder de mange frivillige i Danmissions genbrugsbutik på Koldingvej i Viborg.
Butikken blev onsdag aften ramt af lynet, og den efterfølgende brand har ødelagt en stor del af varerne.
- Jeg har faktisk ikke sovet i nat. Det er så forfærdeligt. Vi har nogle meget gode medarbejdere - alle er rystede og spørger, om der er noget, de kan hjælpe. Men altså... vi skal jo først have et overblik, siger butikkens bestyrelsesformand Ruth Dolmer.
Brandfolkene fik forholdsvis hurtigt styr på flammerne, men lokalerne er så sodskadede, at det vil gå hårdt ud over omsætningen.
Om hele varelageret er ødelagt, tør Ruth Dolmer endnu ikke sige. Hun er dog overbevist om, at butikken nok skal komme op at køre igen, og et par af de frivillige lufter tanken om et brandudsalg.
- Al porcelæn kan da bare vaskes af. Vi er skam ikke nedlagt, siger de.
Det var ikke kun genbrugsbutikken på Koldingvej, der blev ramt af lynet under uvejret onsdag aften. Midtjysk Brand & Redning, der dækker Viborg og Silkeborg kommuner, blev kaldt ud til fire bygningsbrande - blandt andet blev et udstillingshus på Arnbjerg Fælled kraftigt raseret.