Katte er blandt de mest dumpede dyr: Emilia hjalp sin ven træffe den rigtige beslutning
Der bliver i gennemsnit dumpet fire kæledyr om dagen i Danmark, viser en ny undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse. Emilia Henriksen hjalp sin ven med at aflevere sine to katte.
En ny undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse viser, at der i gennemsnittet bliver dumpet fire kæledyr om dagen. De hyppigst dumpede dyr er katte og kattekillinger.
I undersøgelsen stikker især to steder ud - Aarhus og Viborg.
Emilia Henriksen, der selv er fra Viborg, har oplevet at skulle tage ansvar, inden dyrene blev dumpet.
- Det var min ven. Han havde fået to kattekillinger dumpet af sin mor, fortæller Emilia Henriksen, der ønsker at holde vennens identitet anonym.
De to kattekillinger, Luna og Stella, var kun få uger gamle, da de landede i skødet hos Emilias ven.
- Der var nogle uger, hvor han slet ikke spiste, fordi han ikke havde råd til mad til både kattene og sig selv, fortæller hun.
På grund af vennens pressede økonomi valgte Emilia Henriksen at lade ham flytte ind. Der var dog ikke plads til at lade kattekillingerne flytte med, da hun har en kat i forvejen.
- Der skulle ske noget med de katte, fortæller Emilia Henriksen, der sammen med en veninde endte med at søge efter hjælp.
De forsøgte forgæves at finde en familie til de to killinger, men ingen havde økonomi eller overskud til dem.
- Vi ringede så til Dyrenes Beskyttelse, fortæller hun.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral hjælper med at finde den rigtige løsning for katte.
Men de svarede ikke.
Emilia Henriksen og hendes veninde valgte så at tage killingerne med til dyrelæge Lise Svejgaard, der er leder af Viborg Internat.
- Vi blev mødt med forståelse. Killingerne var kun 17 uger, så de kunne være blevet syge, hvis de var blevet efterladt for sig selv, fortæller Emilia Henriksen, der tog ansvar, så hendes ven ikke var nødsaget til at dumpe dem, som de var blevet dumpet på ham.
Internatleder Lise Svejgaard peger på, at det høje dumpingtal kan skyldes, at folk ikke får den hjælp, de har brug for.
- Jeg synes selvfølgelig, at vi skal redde dem. Men mange gange er det folk, der står i deres livs krise, der har brug for hjælp til at sørge for deres dyr, fortæller internatlederen.
Lise Svejgaard oplever selv, at mange ikke ønsker at gøre dyrene ondt, men er nødsaget til at dumpe dem, da de ikke har et andet valg.
1200 dumpede dyr
På landsplan kommer antallet af dumpede dyr til at lyde på 1200 i 2024.
Der er efterfølgende blevet oprettet 650 enkeltstående sager på dyrene. Det er en stigning på 25 procent over de seneste seks år.
I Region Midtjylland er der sket en stigning på 66 dyr fra 2023 til 2024, mens tallet for Region Nordjylland holder samme antal de seneste to år.
Kattene er mest udsatte
Dyrenes Beskyttelse havde på deres vagttelefon 18.815 opkald fra bekymrede borgere, der henvendte sig, fordi de mistænkte, at en kat var i nød.
- Vi håber, at 2025 kan blive året, hvor danskerne stopper med at dumpe deres dyr, hvis de ikke længere kan tage vare på dem. Hvis man står i en situation, hvor man har akut brug for hjælp, så skal man tage fat i sit lokale dyreinternat, ikke køre dyrene ud et eller andet øde sted og efterlade dem der, siger Karina Fisker, der er internatchef for Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Emilia Henriksen forstår heller ikke, at folk kan finde på at efterlade et dyr i stikken.
- Jeg synes, det er noget svineri. Kattene kan blive syge, fordi de ikke er vant til at klare sig uden for et hjem, fortæller Emilia Henriksen, der understreger, at hendes ven havde dårlig samvittighed og følte skam ved at skulle indlevere sine killinger.
- Han troede, at han kunne klare det, men han havde ikke penge til det, fortsætter hun.