Efter broulykke: Vognmand håber på at få stort ønske opfyldt
Broen skal fjernes helt, mener vognmand.
Broen, der tilbage i februar blev slået i stykker af en særtransport med et vindmøllenav på vognen, er stadig ødelagt. Derfor ser vognmand og formand for vognmandsforeningen Thy, Mark Kristensen, sit snit til at få et længe ventet ønske opfyldt.
- De sidste 25 år har vi kørt en omvej, når vi kører særtransporter. Derfor har vi længe gerne villet lave den højere. Og nu, når den er gået i stykker, så synes vi, at den helt skal fjernes, siger formanden.
Broen, der fører Torstedvej over rute 26 ved Thisted, kan kun passeres i den ene vejbane.
Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker Mark Kristensen, at de tunge, bredde transporter kan komme til at bruge vejen under broen. I dag skal vognmændene nemlig på en 14 kilometer lang omvej - og blandt andet gennem to mindre byer og skoler.
- Det er små kommuneveje, der ikke er særligt bredde. Modkørende biler bliver nødt til at holde ind for, at vi kan komme forbi. Så det er ikke ideelt at køre den vej. Så nu synes vi, lejligheden er der til at få den fjernet, forklarer Mark Kristensen.
En påstand som kommunen er helt enige i. I årevis har de forsøgt at få en aftale med Vejdirektoratet om at gøre noget ved broen - uden held. Nu ser det ud til, at der måske kan findes en løsning.
Vejdirektoratet har nemlig, ifølge kommunen, åbnet op for, at det kan blive en mulighed at fjerne broen, hvis kommunen nedlægger Torstedvej som kommunevej - men de har ikke lovet noget, forklarer Eigil Haurum, der er drifts- og anlægschef i Thisted Kommune.
- Der er ingen tvivl om, at set ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt, og på selve vejbelastningen, så er vi meget interesserede i, at specialtransporter og tunge transporter kører på statens veje, som er større og bedre dimensionerede, end vores små kommuneveje er, siger Eigil Haurum.
Risikerer I ikke at sende alle dem, der bruger broen, ud på en længere omvej?
- Det er klart, nogle af de nærmeste naboer til Torstedvej får en omvej, og det er jo de afvejninger, vi hele tiden må lave. Men vi ser klart en fordel i, at broen bliver fjernet.
Så var det i virkeligheden kærkomment, at broen i februar blev ødelagt?
- Der er aldrig noget, der er kærkomment, når det er en ulykke. Hvis man kan sige held i uheld, så giver det en mulighed for, at vi kan tage en drøftelse om broen.
Broen blokerer for, at alle særtransporter, der skal frem og tilbage fra Nordjylland, som er højre en 4,5 meter, skal tage en større omvej. Ifølge Mark Kristensen handler det om cirka tre til fire lastbiler om dagen.
Vejdirektoratet har ikke haft mulighed for at stille op til et interview mandag.