Blodtappersagen minut for minut: Uhyggelige overvågningsbilleder, blodsprøjter og afhøring
Nu begynder retssagen mod en 36-årig kvinde fra Skjern, der er tiltalt for at have tappet sin søn for blod gennem fem år.
Du kan følge begivenhederne på den første retsdag i livebloggen her.
Retssagen begynder klokken 9.00
Velkommen til livebloggen og Retten i Herning, hvor en 36-årig mor fra Skjern er på anklagebænken for at have tappen sin søn for blod gennem en årrække.
Vi følger sagen tæt dagen igennem.
Hvad er moderen tiltalt for?
Moderen er tiltalt for at have tappet sin søn for blod fra sommeren 2012 og fem år frem.
Ifølge anklageskriftet har hun tappet drengen for en halv liter blod cirka en gang om ugen, hvilket har resulteret i, at han gennem sit liv har modtaget 110 blodtransfusioner.
Moderen har erkendt, at hun har tappet sin søn for blod, men der er dog uenighed om mængden.
Har siddet varetægtsfængslet i mere end et år
Moderen blev anholdt på sin adresse i Skjern den 25. september 2017. Siden har hun siddet varetægtsfængslet.
Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger videoovervågede politiet hende fra nabohuset til hendes rækkehus i ugevis op til anholdelsen.
Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad videomaterialet præcist viser, men det er noget af det, vi forventer at blive klogere på i løbet af retssagen.
Medier og pårørende er ankommet til retten
Der er stor medieinteresse for den opsigtsvækkende sag fra Skjern. Samtlige pressepladser i retsal A er besat af medier fra hele landet.
På stolene bagved sidder familiemedlemmer fra moderens side.
Drengen har det godt i dag
Selvom drengen blev tappet for blod gennem en lang årrække, så fik han det hurtigt bedre igen, efter moderen blev anholdt i september 2017.
Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger er han i dag sund og rask.
Kvinden skal afhøres
Første retsdag kommer primært til at gå med afhøring af kvinden, som offentligheden endnu ikke har hørt noget fra i sagen.
Tiltalen bliver læst op
Dommeren læser tiltalen op.
Kvinden bryder sammen igen, da passagen omkring selve blodtapningen af hendes søn bliver læst højt.
Kvinden er meget berørt
Kvinden kan ikke holde tårerne tilbage, da hun får øjenkontakt med sine familemedlemmer.
Kvindens forsvarer. René Knudsen, forsøger at berolige hende.
Retslægerådet har mentalundersøgt kvinden, men vi har endnu til gode at høre nærmere om detaljerne, og hvorvidt hun har fået stillet diagnosen Münchausen by Proxy.
Det er også en af de ting, vi forventer at høre meget mere om i løbet af retssagen.
Eksperter: Moderen kan være syg
Siden offentligheden hørte om sagen for første gang tilbage i december 2017, har eksperter peget på, at moderen kan lide af sygdommen Münchausen by Proxy, der også er kendt som medicinsk børnemishandling.
Lidelsen ses meget sjældent, og den består i, at en forælder, typisk moderen, påfører barnet symptomer eller skader for at få opmærksomhed og anerkendelse fra omverdenen.