30 års kærlighed til Guds eget land
Torsten Schack Pedersen har en svaghed for USA. Så meget, at Stars and Stripes er en del af indretningen på hans kontor i Folketinget.
Som Venstres politiske ordfører, skal han døgnet rundt kunne sige ord om ethvert emne, som måtte blive debatteret på Christiansborg.
Men det er, når snakken falder på Guds eget land, at han for alvor får tungen på gled.
- Jeg har en kæmpe forkærlighed for USA, siger en begejstret Torsten Schack Pedersen.
Venstremanden medvirker i den politiske serie, ”Borgen bag facaden”, hvor han viser rundt på sit kontor på 2. sal i Folketinget.
Et kontor, der, fordi Torsten Schack Pedersen er sit partis politiske ordfører, ligger klos op ad Venstres maskinrum. Det vil sige helt tæt på Venstres sekretariat og Venstres formands kontor.
Rejste til USA i 1993
Indretningen og udsmykningen af Schacks kontor er en blanding af lidt af hvert. Men, hvor Stars and Stripes springer i øjnene. Således pryder det amerikanske flag ikke bare puder i sofaen. På politikeres kontor er også et USA-flag i fuld størrelse.
- Det er ikke et hvilket som helst Stars and Stripes, fortæller Torsten Schack Pedersen stolt.
- Det har vajet over U.S. Capitol den 11. september 2006. Altså på fem-årsdagen for 11. september. Og i mit navn, siger han.
Torsten Schack Pedersen forklarer, at hans USA-interesse blev vakt for mere end 30 år siden.
I sommeren 1993 blev han via den lokale Lions-klub i Thisted sendt på et ophold i Texas, hvor han var i seks uger og fik gode relationer til en Lions-mand der.
Det var den samme mand, der via politiske kontakter i Washington, mange år senere, var skyld i, at Schack fik fingre i flaget fra U.S. Capitol.
- Lions består af rigtig mange gode folk, der gerne vil gøre en forskel i deres lokalsamfund - men også ønsker at skabe internationale relationer. Og der mødte jeg en, som syntes det var spændende, at der var en ung og engageret thybo. Så der blev virkelig åbnet nogle døre, husker Torsten Schack Pedersen.
Venstres politiske ordfører fortæller, at han i årenes løb har besøgt USA flere gange. Både via arbejdet, som politiker - men også privat. Flere gange har han været på ferie i USA sammen med sin familie - og har i alt besøgt 35 til 37 amerikanske stater.