Bianca er tvunget til at holde nytår på kasernen: - Jeg er stolt af at kunne gøre en forskel
Bianca Putri Nissen har sammen med 400 andre værnepligtige ved Beredskabsstyrelsen fået ordre på at droppe nytårsplanerne og stille klar på deres kaserner.
Hun skulle egentlig have fejret nytår hjemme hos sig selv med venner og lidt familie, men de planer er nu aflyst.
Til daglig er 22-årige Bianca Putri Nissen værnepligtig ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland i Herning, og i går fik hun sammen med resten af sit hold at vide, at portene til kasernen er lukkede fra nu og hen over nytår.
- Det var vi ikke lige forberedt på, siger Bianca Putri Nissen, der kommer fra Esbjerg.
De seneste par dage har der på landsplan været mere end 20.000 nye smittetilfælde med corona hver dag, og det har fået Beredskabsstyrelsen til at indkalde alle raske værnepligtige til at være klar på kasernerne, hvis der skulle blive behov for dem.
- Det her er et præventivt tiltag for at mindske smitterisikoen, så vi er sikre på, at Beredskabsstyrelsen kan blive ved med at levere den service, som vi skal kunne levere, siger Christian Rosgaard, der er chefvagt ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland.
I alt skal 400 værnepligtige fordelt på kasernerne i Herning, Thisted, Haderslev, Næstved og Allinge blive inden for hegnet indtil starten af næste år, medmindre de skal ud på en opgave.
En nødvendig indsats
Ifølge chefvagten har de værnepligtige, der er tilknyttet kasernen i Herning, generelt taget positivt imod beskeden om, at deres nytårsaften er inddraget til at sidde standby i tilfælde af akutte situationer.
- Det er selvfølgelig ikke rart at få inddraget sin nytårsaften, hvor man troede, man skulle være sammen med venner og familie, men jeg må sige, at de værnepligtige har taget det med en god indstilling. De ved godt, at deres indsats er nødvendig, siger Christian Rosgaard.
Bianca Putri Nissen har det også helt fint med, at hun nu skal være på kasernen med sine kollegaer i stedet for hjemme hos sig selv. Hun ser det faktisk som en ærefuld opgave.
- Jeg er da stolt af at være her. Jeg er stolt af at kunne gøre en forskel.
- Vi er nødt til at hjælpe, hvor vi kan, og det er jo bare ét nytår ud af mange, siger hun.
I første omgang er de værnepligtige lukket inde på Beredskabsstyrelsens kaserner frem til 4. januar.
- Derefter må vi tage bestik af situationen. Det er for tidligt at sige, hvad der skal ske efter det, siger chefvagt Christian Rosgaard fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland.