Børn født under corona-pandemien har sværere ved at begynde i dagpleje
Dagplejere oplever, at børn, der født under tiden med Corona, har vanskeligere ved at starte i dagpleje.
Et nyt begreb er dukket op i dagplejen. Coronabørn. Det er børn, der er lidt mere utrygge. Lidt mere tilbageholdende over for fremmede og har langt sværere ved at begynde på pasning i en dagpleje.
- For noget tid siden kom der en VVS’er forbi her hos mig, og børnene bakkede helt fysisk, så de til sidst hang i mine bukseben alle sammen, siger Lis Norden, der er dagplejer i Silkeborg til Fagbladet FOA.
Hun bliver bakket op af sin kollega i Ribe:
- Det er noget, vi taler meget om i dagplejegruppen. Vi kan mærke tydelig forskel, siger Jannie Frandsen, der er dagplejer i Ribe til bladet.
Eksempelvis kan en opstartsperiode i dagpleje, der tidligere varede en til to uger, nu tage tre til fire uger i stedet for.
Børn har kun mødt fremmede med mundbind
Ifølge dagplejerne er årsagen til, at overgangen fra barsel til en hverdag i dagpleje er blevet svære, at børn født lige før eller under Corona primært har været i hænderne på forældrene. Der har hverken være mødregrupper, babysvømning eller mange barselsbesøg, og børnene har stort set kun har set fremmede mennesker med mundbind og på afstand. Derfor bliver de mere forsigtige over for fremmede, mener en forsker.
- Den tryghed, barnet kan få med, at verden er mangfoldig, og der er flere voksne, der vil barnet det godt og kan noget, som barnet synes er sjovt, får børnene ikke i samme grad lige nu. Det ser jeg klart som en begrænsning for børnene, siger Grethe Kragh-Müller, der er forsker i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet med speciale i de små børn.
Og den begrænsning kan give utryghed og angstfølelser, når barnet endelig skal passes af andre - eksempelvis når de starter i dagpleje.
- Børns hjerner udvikler sig i takt med de erfaringer, vi har. Så børnene skal nok udvikle sig, vi skal ikke male fanden på væggen. Men man kan ikke udelukke, at coronasituationen kan få konsekvenser på sigt, siger Grethe Kragh-Müller til Fagbladet FOA.