Butik giver hjælpende hånd: Forlænger bytteret, så konfirmationskjolen bliver den helt rigtige
I Holstebro ligger MetteDK, der blandt andet sælger konfirmationskjoler. De er klar til at hjælpe, hvis de udskudte konfirmationer kræver en ny kjole.
Når piger bliver konfirmeret, så er en af de vigtigste ting kjolen. På grund af coronavirusset er alle konfirmationer blevet udskudt, og det har givet nogle udfordringer for forretningen MetteDK i Holstebro.
- Vi er i en situation, hvor folk er virkelig frustrerede. Men jeg siger til dem, at de skal være glad for, at de har købt den af os. Vi har nemlig bytteret på alle kjoler - også dem der er købt på udsalg. Egentlig løber den til den 15. april, men vi har valgt at være en positiv medspiller for at få løst det her problem, siger Peter Lund fra MetteDK i Holstebro
Han fortæller, at den største udfordring er de specialdesignede kjoler, som pigerne måske vokser fra, men også her vil det være muligt at bytte til en af de kjoler butikken har på lager.
- Vi kan ikke nå at bestille mere hjem. Så når vi snakker de her specielle kjoler, vil der være nogle, man kan lægge ud, men det er nok de færreste. Og pigerne skal jo have en kjole på, så de må komme ned og se, hvad de så kan bytte den til. Det er vi meget åbne overfor, fortæller Peter Lund.
Butikken overlever
Det bliver ikke det store økonomiske pres på butikken, at konfirmationerne er blevet udskudt, selvom de holder lukket til den 31. marts, og konfirmationerne måske er udskudt endnu længere.
Mange har allerede fået købt konfirmationskjolen. Så her bliver MetteDK ikke presset på pengepungen.
- Det er jo kun et spørgsmål om, at vi skal bruge lidt mere tid og ressourcer på at hjælpe med at finde en anden kjole, men det gør vi gerne, siger Peter Lund
Han tilføjer, at der nok er større risiko for, at de vil blive ramt i forhold til brudekjoler, som butikken også forhandler. Men det er stadig for tidligt at sige noget om.
Alle konfirmationer er udskudt, og den nuværende vejledning fra landets biskopper er, at de skal udskydes til efter pinsen den 31. maj.