Direktør trodser anbefaling - nægter at sende ansatte hjem
Virksomheden vil være tvunget til at lukke, hvis de ansatte skal arbejde hjemmefra, lyder det fra direktøren.
- Jeg ved godt, at det for mange vil være et uvelkomment gensyn med hjemmearbejdspladsen. Det er der sådan set ikke noget at sige til. Men lige nu vurderes det at være nødvendigt.
Sådan lød det onsdag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.
Budskabet var ikke til at tage fejl af: Private og offentligt ansatte skal i videst mulig udstrækning arbejde hjemmefra.
Men det er langt fra alle arbejdspladser, hvor man har mulighed for at følge statsministerens anbefaling.
Det gælder eksempelvis for tøjvirksomheden Claire Group i Ikast, der lige nu er ved at gøre klar at udlevere tøj til forårssæsonen 22, der beskrives som 'hovedsæson'.
- Jeg lytter til, hvad der bliver sagt, men det er en umulig situation, vi bliver sat i, lyder det fra direktør Anders Hust.
Har brug for alle ansatte
Foruden udlevering af tøj er den 10 mand store regnskabsafdeling ved at lægge sidste hånd på årsregnskabet, som inden længe skal godkendes af en revisionsvirksomhed.
Derudover er en gruppe designere ved at sy de sidste tråde i forårskollektionen til 2024.
- Vi kan simpelthen ikke undvære nogle mennesker.
- Det er fint med anbefalinger. Vi kan bare ikke bruge det hos os, understreger direktøren.
Han fastslår, at virksomheden bestræber sig på at følge anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne. Derfor er der opstillet spritdispensere, hyret ekstra rengøring og indført særlige arbejdsgrupper, der skal stoppe smitte blandt medarbejderne.
Derudover skal gæster fremvise coronapas.
- Vi kan ikke gøre mere. Hvis folk skal arbejde hjemmefra, er vi nødt til at lukke virksomheden ned.
Direktøren peger på, at medarbejdernes psykiske ve og vel også spiller ind.
- Hvis de bliver sendt hjem igen, så bliver det en pinsel en gang til, slutter han.