Høje smittetal i Viborg giver akut mangel på hænder i hjemmeplejen
Sundheds- og omsorgsområdet i Viborg Kommune mangler lige nu mere end 100 medarbejdere på grund af Covid-19, og især hjemmeplejen er hårdt ramt.
Der er fortsat mange, som bliver smittet med Covid-19, og det kan mærkes i Viborg Kommune.
Her mangler man medarbejdere på sundheds- og omsorgsområdet, og især hjemmeplejen er hårdt ramt af mange sygemeldinger. I øjeblikket er mere end 100 ansatte i Viborg Kommune fraværende på grund af Covid-19.
I en pressemeddelelse oplyser Viborg Kommune, at der bliver arbejdet på at skaffe personale fra andre områder. Der er blandt andet dialog med personale fra vaccinationscenteret og med de personer, der tidligere har været ansat som podere.
Viborg Kommune undersøger også muligheden for i endnu højere grad at trække på kommunalt, sundhedsfagligt personale, der i dag løser ikke akutte opgaver som eksempelvis arbejde med forebyggelse, velfærdsteknologi med videre.
Håber på forståelse
På grund af den akutte mangel på hænder vil nogle opgaver i den kommende tid blive nedprioriteret i Viborg Kommune. Det drejer sig om ting som rengøring, træning og forebyggende hjemmebesøg.
- Presset er stort lige nu, så det siger sig selv, at det giver udfordringer. Vi gør alt hvad vi kan for at få ekstra personale ind, siger formand for ældre- og aktivitetsudvalget, Johannes Vesterby (V).
Han håber, at situationen snart ændrer sig.
- Vi håber meget, at smittetallet hurtigt falder, så vi kan få vores medarbejdere tilbage og komme tilbage til mere normale tilstande, lyder det fra Johannes Vesterby.
Viborg Kommune har lige nu 6.257 smittede per 100.000 indbyggere. Landsgennemsnittet i de danske kommuner ligger på 4.671 smittede.