Nødberedskab i Silkeborg: Folk står i kø for at melde sig til

Omkring 300 har stillet sig til rådighed som medarbejderreserve i nødberedskabet i Silkeborg Kommune.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

De borgere og kommunale medarbejdere i Silkeborg Kommune, der ikke i forvejen indgår i corona-nødberedskabet, står lige nu i kø for at komme til det.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Omkring 300 har meldt sig til nødberedskabet, der skal kunne håndtere alt fra sygeplejeopgaver til opgaver på plejehjem og bosteder.

Ud af de 300 tilmeldte arbejder 200 af dem i forvejen i Silkeborg Kommune, mens resten er øvrige borgere – typisk med sundhedsfaglig, socialfaglig eller pædagogisk baggrund, lyder det i pressemeddelelsen.

Bliver aktiviteret, hvis der kommer sygemeldinger

Nødberedskabsreserven vil blive aktiveret, hvis hospitalerne, for at få plads til corona-patienter, begynder at udskrive mange patienter til midlertidige pladser – eksempelvis i hjemmeplejen.

Reserven kan også komme i spil, hvis medarbejdere bliver ramt af sygdom, så der kommer til at mangle hænder.

For at kunne indgå i nødberedskabet, skal medarbejderne gennemgå et lynkursus, der tager op til fem dage.

Kurserne kommer både til at foregå online som videokurser og med sidemandsoplæring. Her står den blandt andet på hygiejnekurser, brug af værnemidler og kurser i forflytning af patienter.

Silkeborg Kommune forventer at have uddannet og oplært de første 60 medarbejdere i løbet af en uges tid.

2:22