Sygehuse kæmper med mange smittede medarbejdere: - Det er helt forfærdeligt
Formanden for den lokale afdeling af Dansk Sygeplejeråd mener, at medarbejderne er presset langt.
Sygeplejersker og sundhedsfagligt personale har arbejdet på højtryk, siden udbruddet af coronavirus nåede Danmark.
De ansatte på sygehusene i Midt- og Vestjylland er ingen undtagelse.
Torsdag kom det frem, at 26 ansatte på medicinsk afdeling på sygehuset i Holstebro lige nu er sygemeldt grundet coronavirus, og at der i alt har været 60 sygemeldinger grundet den nye virus.
I hele Region Midtjylland er det samlede antal smittede oppe på 301.
Ledende overlæge på medicinsk afdeling på Hospitalsenheden Vest, Nikolai Hoffmann-Petersen, slår fast, at ikke er lykkedes for hospitalet fra start at undgå smitte.
- Der er flere årsager til det. Det er svært lige helt præcist at sætte én årsag på det. Noget af det har været smitte fra patienter til personale, og så har der ubetinget også været smitte fra personale til personale, forklarer han.
Det skal ses i det lys, at sygdommen også for de hospitalsansatte har været ny, og at man for eksempel ikke vidste fra start, hvornår coronasmittede patienter kunne smitte andre.
'Forfærdelig' situation
For den ledende overlæge har de mange smittede ansatte på landsdelens sygehuse betydet, at sygehusene ikke har levet op til ansvaret om at holde deres ansatte uden for risiko.
- Det er helt forfærdeligt. Dels af hensyn til den enkelte. Når man møder på arbejde og er rask, må man have en berettiget forventning om, at man også kan gå hjem fra arbejde og være rask. Det har vi ikke kunnet levere. Der er alt for meget personale, der er blevet smittet af det her. Det har haft stor betydning for både dem, der er blevet smittet og dem, der ikke er blevet smittet. For de har så skullet passe arbejdsopgaven, fortæller Nikolai Hoffmann-Petersen.
Han fortsætter med at sige, at der har været færre medicinske patienter på Hospitalsenheden Vest, og at det har betydet, at hospitalet på den måde har kunnet klare sig igennem situationen for nu. Men samtidig er der blevet trukket hårdt på dem, der har været på arbejde.
Sygeplejersker er presset langt
Hos Dansk Sygeplejeråd, der er sygeplejerskernes faglige organisation, er der ingen tvivl om, at sygeplejerskerne har gået den famøse ekstra mil.
- Sygeplejersker og andre personaler - og særdeleshed i vest - har virkelig været fleksible. De har lagt rigtig mange timer. Det er jeg sikker på, siger Anja Laursen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland.
Kredsformanden er dog heller ikke i tvivl om, at den ekstra mil, som sygeplejerskerne er gået, i flere tilfælde er blevet til mere end én.
- Hvis du spørger mig, synes jeg, at man har presset medarbejderne langt. Nu hvor det viser sig, at situationen ikke har udviklet sig i den hast, som man eksempelvis ser i Italien, og at man også derfor påbegynder genåbning af sundhedsvæsenet, er det min klare forventning, at vi kommer tilbage til normale tilstande for langt hovedparten af medarbejderne, siger Anja Laursen og fortsætter:
- Der er nu en overgangsperiode, hvor vi må forvente, at der både skal håndteres Covid-19-smittede og øvrige patienter i sundhedsvæsenet. Jeg har en forventning om, at der i overgangsperioden indgås aftaler med os som faglig organisation om, hvordan det kan håndteres at være i beredskab over længere perioder.
Derfor forventer hun, at hvis der fortsat skal laves ekstra arbejde – hvilket Anja Laursen ikke håber, at der skal – at det så sker på en ny aftale.
- Jeg forventer, at hvis der bliver behov for at trække på ekstra sygeplejerskeressourcer - at hvis det ønskes, at sygeplejersker skal arbejde mere, end de er ansat til - så retter arbejdsgiver henvendelse med henblik på, at vi kan indgå aftaler herom, forklarer kredsformanden.
For at forsøge at fastlægge, hvorfor så mange af Region Midtjyllands ansatte i sundhedsområdet bliver smittet med coronavirus, sættes en stor undersøgelse nu i gang.