Tusindvis af børn er i fodboldskole - men coronaen er ikke glemt

Det har ikke været lige til for DBU at afholde deres fodboldskoler i år, men de mener selv, de er kommet godt i mål.

Der skal sprittes godt af, når man er på fodboldskole.
Der skal sprittes godt af, når man er på fodboldskole.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

I dag er mere end 22.000 børn mødt op til en uges sommertræning på DBU’s fodboldskoler, og det stiller store krav til arrangørerne.

I Viborg er der mødt omkring 300 fodboldglade børn op, og de har en god oplevelse på trods af flere corona-ændringer, mener fodboldskoleleder Poul Lauge.

- Jeg tror såmænd ikke, at spillerne oplever det ret meget anderledes. De har samme regler, som de har haft i skolen og andre steder. Vi har før arbejdet sammen i tre eller fire hold, men det kan man ikke i år, hvor der max er to hold, der kan arbejde sammen. Men ellers så er det fodboldskole, ligesom det plejer med lidt sprit og sager, forklarer han.

Der er 20 hold med 16 børn på hver i fodboldskolen.

- Vi har gjort alt, hvad der står i forskrifterne vi skal gøre, og det har vi levet op til.

Poul Lauge er fodboldskoleleder i Viborg.
Poul Lauge er fodboldskoleleder i Viborg.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Hård forberedelse

Det er muligt at have 300 børn i samme fodboldskole, fordi regeringen 9. juni meldte ud, at sommeraktiviteter ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet, og der derfor må være op til 500 deltagere samlet.

I år er der fire gange så mange frivillige, der holder øje med at spisningen går til som den skal.

- Der har været rigtigt mange bekymringer og meget forberedelse på det her. Spiseøjeblikket har været helt specielt, for vi har lavet nogle planer for, hvordan vi kunne ønske, det kunne være, og det gik simpelthen så fint. De er så disciplinerede børnene, at vi nærmest ikke kan kende dem. Det er ikke fordi de ikke er søde, rare og sjove, men der er bare meget mere styr på det i år, og det ved de godt, forklarer Poul Lauge og fortsætter:

- Jeg har været mere bekymret end godt er. På et tidspunkt vidste vi ikke, om der ville blive fodboldskole, og der ville jeg være ked af at skuffe så mange børn, men der havde jeg svært ved at overskue konsekvenserne og alt det ekstra arbejde.

2:30