Selskab mistede 30.000 kunder på et år - og det giver travlhed
Evida har travlt med at hjælpe kunderne af gassen. Det er helt i tråd med ambitionerne for området.
Kunderne siver som gas fra et utæt rør.
Nogenlunde den oplevelse sidder den statsejede virksomhed i Viborg Evida med for tiden.
I 2035 skal det være slut med naturgasfyr i private hjem, har Folketinget besluttet, og Evida har derfor travlt med at fjerne gasmålere fra husstande.
Der til kommer de høje energipriser, der fået flere til at droppe gassen.
- Vi har rigtig travlt. Der er mange danskere, der skifter til andre varmekilder, siger Sune Holm, der er driftsdirektør ved Evida.
Tusindvis af kunder er tilbage
I 2021 valgte omkring 5300 kunder at droppe naturgassen. Sidste år lød tallet på 28.000, oplyser selskabet.
Evidas ansatte har dog arbejde til de næste mange uger. På landsplan er der stadig 350.000 gaskunder.
Én af de kunder, der for nylig har sagt farvel til gassen, er Allan Andersen fra Foulum. Han har erstattet sit gamle gasfyr med en varmepumpe.
- Jeg er rigtig godt tilfreds, siger midtjyden, der nu har fået sin gasmåler fjernet af Evida.
Fra en epoke til en anden
Det 25 år gamle naturgasfyr var slidt op. Derfor var det ikke rentabelt at få repareret.
- Der var ikke andre muligheder, konstaterer han.
I alt har Evida 475 ansatte, der skal hjælpe de mange kunder videre fra naturgassen. Hos Viborg-selskaber er forventningen dog, at man ikke mister alle kunder til fordel for fjernvarme og varmepumper.
- Vi siger farvel til en epoke med naturgas, men epoken med biogas fortsætter, understreger Sune Holm fra Evida.
Senest i 2030 skal det være slut med al naturgas.