Kühnau efter ekstraordinært møde: - Nogen skulle have råbt vagt i gevær
Et nyt notat viser, at der længe har været viden om problemer på karkirugiske afdelinger i Region Midtjylland.
Det er nu halvanden uge siden, at det kom frem, at op mod 90 patienter om året kan have fået amputeret benet uden grund i Region Midtjylland på grund af problemer på regionens karkirugiske afdelinger.
I dag blev der så afholdt ekstraordinært møde i regionens hospitalsudvalg, og her fastslog et nyt notat, at der har været viden om problemer i systemet i mange år tilbage.
- Vi kan nu se, at der helt tilbage i 2010 og i 2012 har været viden om, at vi har haft udfordringer med kapaciteten og kvaliteten på området. Der skulle jo have været nogen - også på det øvre ledelsesniveau - som havde råbt vagt i gevær til regionsrådet, så vi kunne træffe de beslutninger, der skulle til for at styrke området, fortæller regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Det er de karkirugiske afdelinger i Viborg og i Aarhus, som ikke har behandlet patienter med helbredsproblemer som eksempelvis åreforkalkninger og udposninger på blodkarrene hurtigt nok. Det er behandlinger, som er med til at forebygge amputationer, og det kan derfor potentielt have haft fatale konsekvenser for flere patienter, hvis der er for lang behandlingstid.
- Efter det her er jeg da begyndt at tænke over forløbet igen
Én af dem, det kan være gået udover, er Leif Søgaard fra Snejbjerg. Han fik tilbage i 2016 en blodprop, og det endte med en amputation af hans venstre ben på regionshospitalet i Viborg.
I kølvandet på amputations-skandalen er han nu begyndt at spekulere på, om det kunne være undgået, hvis han var blevet behandlet hurtigere.
- Efter det her er kommet frem, er jeg da begyndte at tænke lidt på forløbet igen, for det ville godt nok være lækkert at have to ben frem for en protese, som jeg har nu, fortæller Leif Søgaard, der arbejder som salgskonsulent.
Nu vil flere regionsrådspolitikere have lavet en ny uvildig undersøgelse af hele forløbet. Leif Søgaard håber, at forløbet ender med en erstatning.
- Jeg tager da imod det, fordi det er ikke uden omkostninger at få sådan et ben. Vi har blandt andet handlet ny bil med automatgear for, at jeg kunne komme rundt, lyder det fra Leif Søgaard.