Drømmehjem

Det var prototypen på en bøfrestaurant – men endte som sommerhus

Bitten Damgaards sommerhus var egentlig prototypen på en bøfrestaurant, men det endte med at blive et sommerhus i første klitrække i Søndervig.

Det var arkitektfirmaet C.F. Møller, der lavede tegningerne til det runde sommerhus på 189 kvadratmeter i Søndervig.
Det var arkitektfirmaet C.F. Møller, der lavede tegningerne til det runde sommerhus på 189 kvadratmeter i Søndervig.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Denne artikel er en del af serien ”Fik du læst?”. Vi har fundet de bedste historier frem fra gemmerne til din sommer.

Nogle sommerhuse skiller sig mere ud end andre. Og det må man i den grad sige, at Bitten Damgaards sommerhus i Søndervig gør.

Blandt sorte og hvide træhuse med stråtag ligger et rundt, måske lidt ufo-lignede sommerhus.

Inde i centrum er en stor stue med masser af kunst, og et par trin oppe, hele vejen rundt langs ydervæggen ligger fire værelser, badeværelse, køkken og spisestue.

- Det fungerer ganske glimrende, og jeg er vældig glad for det. Jeg er ikke så godt gående længere, men uanset, hvor jeg opholder mig, er jeg en del af selskabet og har overblik, siger Bitten Damgaard.

Den store jernkonstruktion med lys i loftet blev lavet i Bitten og Aages værksted i Lund ved Herning, hvor Bitten stadig bor. Det er også her, den første Hereford-restaurant ligger.
Den store jernkonstruktion med lys i loftet blev lavet i Bitten og Aages værksted i Lund ved Herning, hvor Bitten stadig bor. Det er også her, den første Hereford-restaurant ligger.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Tænkt som bøfrestaurant

Det var Bittens mand, Aage Damgaard, der opførte det 189 kvadratmeter runde hus i slutningen af 1970’erne.

Parret startede i sin tid restaurantkæden A Hereford Beefstouw, og sommerhuset var faktisk tænkt som prototypen på en af restauranterne.

- Vi ville gerne udvide med restauranter andre steder, så det her var prototypen. Det var tænkt sådan, at der skulle være en grill her i midten med borde hele vejen rundt om. Det har været karakteristisk for flere af vores restauranter, fortæller Bitten Damgaard.

Aage Damgaard foran sommerhuset. Inden han døde i 1991, nåede han at have mange dejlige somre i sit drømmehus i Søndervig.
Aage Damgaard foran sommerhuset. Inden han døde i 1991, nåede han at have mange dejlige somre i sit drømmehus i Søndervig.
Foto: Privatfoto

Før bøfrestauranterne havde Damgaard-parret skjortefabrikken Angli ved Herning. Den holdt til i en rund bygning, Angligården, som blev bygget i 1965. Det er den, sommerhusets runde form er inspireret af.

- Aage var så inspireret og glad for den runde form, at han havde lyst til at bygge et sommerhus med samme facon, og vi havde en grund, som det kunne ligge på. Det her sommerhus var faktisk hans livsdrøm. Men det var meget omfattende at bygge, så vi begyndte at lave gamle huse om til restauranter i stedet.

Huset blev altså ikke en restaurant, men et sommerhus, og bliver af mange kaldt ’Bøffen’, men det ligner måske også lidt en bøf ude fra.

Sommerhusets køkken og spisestue.
Sommerhusets køkken og spisestue.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

For hårdt vestjysk klima

Sommerhuset blev oprindeligt beklædt med jern, men det kunne ikke holde til de vestjyske vejrforhold.

I stedet kom der glasfiber på, og nu overvejer Bitten at beklæde det med træ.

- Et af de største nederlag for min mand var, da han opdagede, at der var hul i jernet. Det kunne ikke holde til klimaet, og det havde ingen tænkt på. Det blev beklædt med glasfiber i stedet, men det er absolut ikke pænt, så nu arbejder vi på at beklæde det med egetræ. Det er i hvert fald pænere, siger hun.

Sådan så sommerhuset ud for mange år siden, da det stadig var beklædt med jern. Det blev bygget i 1979.
Sådan så sommerhuset ud for mange år siden, da det stadig var beklædt med jern. Det blev bygget i 1979.
Foto: Privatfoto

Bitten mistede Aage for en del år siden, i 1991, så nu er det hende, der holder sommerhuset vedlige med stor hjælp fra sine børn. Hun er 94 år, så for at hun kan komme i sommerhus, er hun afhængig af, at de kan tage med hende.

- Det har igennem mange år betydet alt for familien, og det gør det stadig.

Bitten og familien har tilbragt hver sommer i sommerhuset.

Kom med ind i Bittens sommerhus i videoen nedenfor, hvor vi også kigger ind i et sommerhus under jorden.

Bitten Damgaard bruger stadig sommerhuset så ofte, hun kan. Det vil sige, når hun kan få sine børn til at køre sig derud.
Bitten Damgaard bruger stadig sommerhuset så ofte, hun kan. Det vil sige, når hun kan få sine børn til at køre sig derud.
Foto: Kurt Jørgensen
11:07
Nogle sommerhuse skiller sig mere ud end andre. Dorte og Arnes sommerhus ved Viborg er blevet kaldt både jordhulen og hobbithuset. Et rundt sommerhus i Søndervig er oprindeligt en prototype på en restaurant og bliver derfor kaldt Bøffen.