Disse politikere forlader Folketinget
Tre politikere fra Dansk Folkeparti og en fra Socialdemokratiet havde sat næserne op efter en plads i Folketinget. Sådan endte det ikke for dem.
For 16 politikere var torsdagens fintælling af stemmer i Vestjyllands Storkreds og Nordjyllands Storkreds skyld i glæde. Det lå nemlig fast, at de i den næste valgperiode skal repræsentere Midt- og Vestjylland på Christiansborg.
Men for fire andre blev torsdag dagen, hvor håbet om en plads i folketingssalen blev slukket.
Karin Gaardsted fra Socialdemokratiet samt Christian Langballe og Karina Due fra Dansk Folkeparti stillede alle op i Vestjyllands Storkreds, men ingen af dem blev valgt ind.
Heller ikke Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti, der stillede op i Nordjyllands Storkreds, men stammer fra Thy, formåede at få nok stemmer.
Så tæt var de på at komme ind
Socialdemokratiet fik ved valget fire mandater, og ud fra det sagde Karin Gaardsted allerede på valgdagen, at det ville blive en svær situation. Hun endte således med at blive partiets femtestørste stemmesluger med 5.082 personlige stemmer. Nummer fire på listen, Anne Paulin, fik 1.732 stemmer mere.
Christian Langballe fra DF havde håbet på en plads i Folketinget, men også han måtte se sig slået. Det skete med en større margin end Karin Gaardsted, da Langballe med sine 1.680 personlige stemmer var 2.942 efter Dennis Flydtkjær.
Karina Due var med 1.565 stemmer 3.057 efter DF-topscoreren i Vestjyllands Storkreds, Dennis Flydtkjær.
Ib Poulsen, ligeledes fra Dansk Folkeparti, var 910 stemmer fra at indhente Lise Bech, der fik 2.306 personlige stemmer. Ib Poulsen fik 1.396.
To søgte ikke genvalg
To politikere, der tidligere var en del af Vestjyllands Storkreds repræsentanter i Folketinget, var René Gade fra Alternativet og Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance.
De stillede begge tidligere op i Vestjyllands Storkreds, men til dette valg søgte ingen af dem om genvalg.
De fortalte de om i et indslag på TV MIDTVEST i maj måned:
Kristian Jensen: - Underligt at miste regeringsmagten
Venstre fik et valg med fremgang flere steder, men partiet må alligevel formentlig overlade regeringsmagten til den røde blok.
Det betyder, at Kristian Jensen (V) også må afgive Finansministeriet.
- Det er klart, at jeg er ærgerlig over, at jeg skal forlade Finansministeriet, siger han.
Mogens Jensen ser positivt på personlige stemmer
Festbølgerne gik højt i den socialdemokratiske fest onsdag aften.
Partiet står til at få regeringsmagten, men det er endnu ikke sikkert, hvilke politikere, der er helt sikre på at skulle være med til at dele magten. Derfor siger Mogens Jensen således:
- Der kan man kun have en fornemmelse. Når man har været ude at møde rigtig mange mennesker og har knoklet for det og fået mange reaktioner. Jeg synes, det ser positivt ud. Det håber jeg selvfølgelig, at det er, men man kan aldrig vide sig sikker selvfølgelig.
De personlige stemmer forventes at være optalt på landsplan senest klokken 22.00 torsdag aften.
Resultat Ikastkredsen endeligt optalt
KMD har nu de endelige tal for Ikastkredsen.
Venstre bliver største parti med 35 procent (8560 stemmer) af stemmerne.
Venstres Carsten Kissmeyer er den største, personlige stemmesluger i Ikastkredsen med 4247 stemmer.
Værst gik det til for Dansk Folkeparti, der gik tilbage med 12,3 procentpoint.
Lav valgdeltagelse
På landsplan var valgdeltagelsen på 84,5 procent, og det er det laveste i 14 år.
Ved valget i 2005 var valgdeltagelsen ligeledes på 84,5 procent.
Kilde: Ritzau
Partifælle foreslår Alex Vanopslagh som LA-formand
Liberal Alliance har haft et valg, hvor de er gået fra 13 mandater til 4. Derfor giver Henrik Dahl, der er opstillet i Sydjyllands Valgkreds, en røffel til Anders Samuelsen, som han vil have skal stoppe som formand.
I stedet foreslår han, at Alex Vanopslagh, der er opstillet i Vestjyllands Storkreds, som ny formand:
- Altså Alex (Vanopslaugh, red.) var en utroligt god formand for LAU i sin tid, så jeg tror da sagtens, at han kan omskoles til at være en god leder af LA også, siger Henrik Dahl til DR.dk.
Læs mere om historien her, hvor Vanopslagh ikke afviser formandsposten.
Resultat Himmerlandkredsen endeligt optalt
I Nordjyllands Storkreds er Himmerlandkredsen nu optalt. Kredsen består af Vesthimmerlands Kommune og Rebild Kommune.
Her er Venstre gået frem med med 5,4 procentpoint til 31,6 procent af stemmerne (12.830 stemmer).
Kort efter er Socialdemokratiet med 29,5 procent (11.986 stemmer). Det er en fremgang på 3,4 procent.
Maria Bjerre (V) er Himmerlandkredsens topscorer, hvad angår personlige stemmer, med 4.542 stemmer.
Personlige stemmer Det afventer vi svar på
Det er nu cirka 10 timer siden, at valgstederne lukkede, og der er stadig mange ting, vi mangler svar på.
De personlige stemmer skal tælles endeligt op, men før det sker, har vi samlet et bud på, hvem der kan repræsentere Midt- og Vestjylland i Folketinget fremover.
Fintælling startet i Viborg
I Vestjyllands Storkreds' største valgsted, stadionhallen i Viborg, er fintællingen startet klokken 9.
Det betyder, at vi får svar på, hvordan de personlige stemmer fordeler sig der.
Kristian Andersen ærgrer sig
Det var tæt på for Kristendemokraterne, men partiet får ikke politikere til at repræsentere sig i Folketinget.
Kristendemokraterne kom ikke over spærregrænsen, da de landede på 1,8 procent af landets stemmer, og det blev heller ikke til det kredsmandat i Vestjyllands Storkreds, som de ellers havde håbet på.
- Det er selvfølgelig rigtig, rigtig ærgerligt, og jeg er rigtig ærgerlig over det på de mange, mange vælgeres vegne, der har valgt at sætte deres kryds. For vi har jo fået mere end en fordobling af stemmetallet i Danmark. Så de mange mennesker, der har støttes os og bakket os op, er jeg rigtig ærgerlig over, at vi ikke i dag kan sige til dem, at nu er vi i Folketinget, siger Kristian Andersen.
Vanopslagh afviser ikke formandskab - Jeg har aldrig været bange for at tage lederskab
Alex Vanopslagh er ikke afvisende over for muligheden for at blive formand i Liberal Alliance efter valget.
Vanopslagh, der stillede op i Vestjyllands Storkreds, har tidligere været formand i Liberal Alliance Ungdom.
- Anders Samuelsen ryger ud af Folketinget, og så er det oplagt, at der bliver valgt en ny politisk leder, siger Alex Vanopslagh til TV MIDTVEST og fortsætter:
- Jeg har aldrig været bange for at tage lederskab, hvad end det har været i gymnasiet, i kommunalpolitik, landspolitik eller ungdomspolitik. Og det har jeg sådan set heller ikke nu.