Tidspres: Sundhedsreform bliver ikke til lov før folketingsvalg
Regeringens højt profilerede bud på en sundhedsreform når ikke at blive til lov på denne side af folketingsvalget. Venstres folketingsmedlem i Thisted-kredsen forklarer, at der ikke er tid.
Regeringen har ambitiøse planer om at ommøblere hele det danske sundhedssystem. Men sidder man som vælger og forventer, at forandringerne er lige om hjørnet, så gør man regning uden vært. Venstres folketingsmedlem i Thisted-kredsen, Torsten Schack Pedersen, kan afsløre, at planerne om en sundhedsreform ikke bliver til lov på denne side af folketingsvalget. Årsagen er, at det simpelthen ikke kan nås. Der er ikke tid nok.
- Den realistiske model er, at vi lander en politisk aftale, og så må lovgivningen komme i det kommende folketingsår. Implementeringen må vente til på den anden side af et folketingsvalg, siger Torsten Schack Pedersen (Venstre).
Venstremandens forudsigelse falder i det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor regeringens bud på en sundhedsreform er til debat.
Så hvad er køreplanen?
- Køreplanen er, at i denne og næste uge, der bliver der en indgående dialog med en lang række interessenter på området. Praktiserende læger, yngre læger, sygeplejersker og forskellige relevante aktører. At lytte på deres input. Har vi ramt den lige i skabet, eller er der ting, vi må justere på?, forklarer Torsten Schack Pedersen.
Grundige forhandlinger
Dermed understreger folketingsmedlemmet fra Thy og Mors, at der nu går et længere og grundigt forløb i gang på Christiansborg. Når aktører i sundhedsverdenen er blevet hørt, vil forhandlinger med Folketingets partier gå i gang. Herefter vil en politisk aftale blive landet – men i følge Torsten Schack Pedersen altså ikke mere end det. Udformning af lovtekst, behandlinger i folketingssalen plus høringer er omstændeligt – og vil realistisk set ikke kunne nå at blive ført ud i livet, inden deadline for folketingsvalget den 17. juni.
Men sådan en politisk aftale, den kan Socialdemokratiet jo rive i stykker, hvis magten skifter?
- Det er sådan i politik, at dem der 90 mandater bag sig, når de sidder i folketingssalen, det er deres lovgivning, der bliver gennemført. Og der håber jeg selvfølgelig, at der er 90 mandater, efter valget, siger Torsten Schack Pedersen.
S: Centralisering, nej tak
Socialdemokratiet har allerede meldt ud, at man ikke har planer om at stemme for regeringens sundhedsreform. Partiets formand, Mette Frederiksen, har kaldt den et skrivebordsprojekt med øget centralisering og kun få svar på centrale udfordringer i det danske sundhedsvæsen.
Partiets folketingsmedlem i Thisted-kredsen forudser, at hvis regeringsmagten skifter, så der kommer et rødt flertal, så vil den nuværende regerings bud på en sundhedsreform blive skrottet.
- Hvis danskerne betror Socialdemokratiet den tillid at danne en regering efter næste valg, så vil vi lave det sundhedsvæsen, vi mener er det rigtige, siger Simon Kollerup (Soc.dem.)
Med 'det rigtige', mener Socialdemokratiet ikke fem sundhedsforvaltninger, 21 sundhedsfællesskaber og et farvel til de folkevalgte regionsråd, som regeringen lægger op til.
- Man skal lave et sundhedsvæsen, der er båret af nærhed og mere tid til personalet. Det vil sige for eksempel flere sygeplejersker. Og så skal man fastholde, at der er adgang for borgerne rundt omkring i hele landet til indflydelse. Man skal ikke centralisere, som regeringen vil, mener Simon Kollerup.