Thybo i USA: - Nej. Nix. Nix. Jeg kunne ikke drømme om det

Marie Trout rejste til USA for over 30 år siden. Hun oplever, at landet er blevet mere polariseret. Som en slagmark. Og hun frygter konsekvenserne af, hvis Trump vinder valget.

INCOMING 041124 2439 tiba
Foto: Tobias Meier, TV MIDTVEST

Egetræskisten i stuen hos Marie Trout stammer fra hendes barndomshjem. Dengang i Thisted var der dyner i den. Her i Huntington Beach er det i stedet yogamåtter.

Den er blevet transporteret over Atlanten til området ved Los Angeles i 1990, hvor hun fortsat bor med sin mand, musikeren Walter Trout.

Men selvom hun i over 30 år har boet i USA, så bærer hun det midt- og vestjyske med sig i hjertet.

- Jeg føler mig dansk. Men også amerikansk, siger Marie Trout.

Og valgkampen, der lige nu brager afsted i USA, får hende til at sætte endnu mere pris på dansk politik.

- Dér er der plads til nuancerne.

3:12
Marie Trout bor i Californien, som historisk set er en blå stat. På trods af det er hun bare én af få demokrater på sin vej.

Hun er træt af amerikansk politik og det, hun beskriver som mudderkastning. Når hendes mand ser nyheder på fjernsynet i stuen, så løber hun helst en tur.

Og så er hun bare en af tre på hendes vej, der ikke stemmer på Trump.

Kunne hun så finde på det?

- Nej. Nix. Nix. Jeg kunne ikke drømme om det, siger hun.

Marie og musikeren Walter Trout bor sammen i Huntington Beach.
Marie og musikeren Walter Trout bor sammen i Huntington Beach.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Som en slagmark

Med naboerne taler de ikke om politik, og det har de aldrig gjort. De ved, at de er uenige, men de har respekt for hinanden og hjælper hinanden, hvor de kan.

Sådan var politikken også i højere grad, da hun kom til USA for 34 år siden. Man kunne mødes på midten, have forhandlinger, forklarer hun. Sådan oplever hun det ikke længere.

- Det er blevet mere polariseret. Mere som en slagmark.

Hun frygter for konsekvenserne, hvis Trump vinder. At hadet vinder frem, og at afstanden mellem folk bliver større.

Men at Donald Trump igen skulle blive præsident, er ikke ensbetydende med, at hun forlader landet som resultat af det. 

Hun har trods alt boet her i længere tid, end hun har i Danmark. Her har hun og manden deres virke.

Men hvis hun oplever, at det bliver farligt at bo i USA eller mere ukonstruktivt end tilfældet er nu, så kan hun ikke afvise at Huntington Beach bliver skiftet ud med klitterne på vestkysten i Danmark.