13-årig Sif samler gaver ind til syge børn
50 børn deltager i indsamlingen, der går til syge børn på Regionshospitalet Gødstrup.
En indlæggelse rimer langt fra på jul, men det forsøger 13-årige Sif Klarskov Nielsen at ændre på.
- Man håber, at man får mange ting, og at folk er søde, forklarer 13-årige Sif Klarskov Nielsen fra Herning, der deltager i indsamlingen med 50 andre unge.
Hun har taget veninderne under armen og bruger lørdagen på at traske rundt til butikkerne i Herning centrum på jagt efter julegaver til de børn, der er indlagt på Regionshospitalet Gødstrup.
- Det er ikke kun os, der fortjener en god jul. Det gør alle, understreger hun iført rød nissehue.
Mange vil hjælpe til
Indsamlingen arrangeres af UngHerning og de mange frivillige skoleelever kommer fra Vestervang Ungdomsklub og Aulum Ungdomsklub.
- Vi har en masse unge mennesker, der gerne vil hjælpe med at samle gaver ind , forklarer Emil Frydendahl, der er koordinator hos UngHerning og initiativtager til indsamlingen.
I Hernings gågade har Sif Klarskov Nielsen stor succes med at skaffe gaver fra butikkerne, der på forhånd er informeret om indsamlingen.
Hos brillebutikken Louis Nielsen bliver det blandt andet til en bamse.
- Vi vil gerne være med til at støtte op om det lokale. Det er et super initiativ, forklarer Rebecca Richter, der er partner i butikken.
Det store gavebord
Umiddelbart efter indsamlingens afslutning står det klart, at de mange frivillige unge har indsamlet et hav af gaver hos Hernings mange butikker.
- Vi har så mange gaver, at jeg bliver nødt til at flytte endnu en kassevogn herned, konstaterer Emil Frydendahl.
Hos Sif Klarskov Nielsen er tilfredsheden stor:
- Jeg havde ikke forventet, at vi så mange god ting. Det er overraskende, siger hun.
Foruden gaver har UngHerning også indsamlet 2000 kroner, der går til børneafdelingen på regionshospitalet.