22-årig blev afpresset på Instagram for flere hundrede tusinde kroner

En ung mand fra Videbæk blev tirsdag afpresset af ukendt gerningsmand på det sociale medie Instagram.

Afpresningen foregik over Instagram.
Afpresningen foregik over Instagram.
Foto: Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

Et videoopkald mellem en 22-årig mand fra Videbæk og en kvinde udviklede sig tirsdag aften til afpresning. 

Det fortæller Martin Bjerg fra Lokalpolitiet i Ringkøbing. Den 22-årige mand ringede omkring klokken 19.30 tirsdag aften og anmeldte en afpresning. 

- Han var i et videoopkald over Instagram sammen med én, som tilsyneladende var en kvinde, hvor de begge har været delvist afklædte, fortæller Martin Bjerg, som dog ikke vil gå nærmere ind i, hvad der foregik under videoopkaldet. 

Ville sende video rundt 

Under opkaldet modtog den 22-årige mand en besked over Instagram. 

- I beskeden står der, at han skal forholde sig roligt og ikke slå kameraet fra, og hvis han gør det, vil vedkommende gøre hans liv til helvede, fortæller Martin Bjerg. 

- Så vil videoen sendes rundt til venner og familie, hvis ikke han sender pengene til afsenderen, uddyber han. 

Gav ikke efter for afpresning

Kravet var 400.000 kroner. Men den 22-årige holdt fast. 

- Den unge mand giver ikke efter for kravet, han overfører ikke nogen penge, men blokerer afsenderen af beskeden og anmelder til politiet, fortæller Martin Bjerg fra Lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Nu vil politiet lede efter spor, som kan lede til gerningsmanden, fortæller Martin Bjerg. Han kan hverken be- eller afkræfte af afpresseren er kvinden i videoen, men han fortæller at sagen nu er overdraget til en specialafdeling i Midt- og Vestjyllands Politi, som efterforsker lignede sager.