Aral Simsir: - Nogle gange tænker jeg, at jeg måske skulle have valgt det danske landshold

Aral Simsir valgte i 2022 det tyrkiske landshold, fordi han ville give noget tilbage til sin familie.

Aral Simsir tørner for FC Midtjylland og det tyrkiske landshold.
Aral Simsir tørner for FC Midtjylland og det tyrkiske landshold.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Som teenager traf FC Midtjylland-spilleren Aral Simsir en afgørende beslutning. Her valgte han Tyrkiet til og Danmark fra. Ikke i livet, men i fodboldmæssig forstand.

Fra en tidlig alder var han attraktiv for begge ungdomslandshold, og derfor følte han sig som 19-årig nødsaget til at træffe beslutningen om, hvilket hold han ville repræsentere – selvom han reelt var for ung til at sidde med så vigtigt et valg.

- Jeg synes godt, at jeg kunne have ventet lidt. Men det skete også meget spontant. Vi spillede på kunstgræsbanen imod Trabzonspor. Efter kampen fik jeg et opkald af den daværende tyrkiske landstræner, og så er det bare svært at sige nej, siger Aral Simsir til TV 2 Sport i Play-formatet ’PLAYER’.

Lige så dansk som tyrkisk

Simsir har spillet for både det danske og tyrkiske ungdomslandshold, først det danske, senere det tyrkiske – han har tilmeld repræsenteret Tyrkiet i en kamp mod Danmark.

Når man skifter fra ét ungdomslandshold til et andet, klapper fælden i forhold til at skifte tilbage – også selvom der endnu ikke er tale om A-landskampe.

Hvordan er det at have spillet for to landshold?

- Det er lidt en blandet følelse. Jeg har meget familie i både Danmark og Tyrkiet. Men det var primært for at give noget tilbage til familien, jeg har i Tyrkiet, da jeg valgte det tyrkiske landshold. Men jeg går også altid rundt og siger, at jeg er lige så dansk, som jeg er tyrkisk.

- Så jeg sætter utrolig meget pris på det, Danmark har tilbudt min familie. Begge nationaliteter betyder virkelig meget for mig, selvom det godt kan være, at det ikke ser sådan ud. Men det gør det virkelig, siger Simsir.

Fortryder han?

Aral Simsir har siden udviklet sig til at blive en af Superligaens største profiler.

Sådan en titel kan på sigt blive belønnet med en plads på landsholdet. Specielt når man er god til at drible og skabe ting på egen hånd – noget, som der længe har været i høj kurs på Danmarks landshold.

Ærgrer du dig over at skulle tage valget så tidligt?

- For mig handler det om en æressag. Så i princippet ikke – for så havde jeg ikke taget det valg. Men nogle gange tænker jeg, at jeg måske skulle have valgt det danske (landshold, red.).

- Men det er vigtigt for mig at give tilbage til familien i Tyrkiet. Der er så mange, der støtter mig, tilføjer Simsir.

Se hele samtalen mellem Aral Simsir og TV 2 Sports fodboldekspert Jonas Hebo Goldmann på TV 2 Play.