Det gik, som Leif frygtede: - Det er jeg selvfølgelig ked af

Det ser skidt ud for overlevelse i et lille sogn i Silkeborg Kommune.

Leif Richard Pedersen har ikke oplevet noget lignende i de 10 år, han har siddet i menighedsrådet.
Leif Richard Pedersen har ikke oplevet noget lignende i de 10 år, han har siddet i menighedsrådet.
Foto: Mathilde Fomsgaard Brander

Der kom ikke flere, end der kan sidde omkring et stort spisebord, da Vium Sogn mellem Viborg og Kjellerup tirsdag aften holdt menighedsrådsvalg.

- Det gik, som vi frygtede. Der var ingen, der stillede op, så vi har ingen kandidater.

- Det er jeg selvfølgelig ked af, siger Leif Richard Pedersen.

Han er formand for menighedsrådet i sognet frem til 1. søndag i advent, men derefter takker han af efter 10 års tro tjeneste.

- Nu synes jeg, at der må yngre kræfter til, siger den 71-årige formand.

Til valgforsamlingen mødte i alt syv op – de tre af dem var afgående medlemmer af det lokale menighedsråd. For alle tre medlemmer af det nuværende råd har besluttet sig for at sige stop nu.

Og der var ingen af de resterede fire fremmødte, der meldte sig til at tage over. Derfor skal Vium Sogn nu holde ekstraordinær valgforsamling 8. oktober, men Leif Richard Pedersen har ikke meget tiltro til, at det ændrer noget.

- Jeg tror ikke, det hjælper ret meget. De, der var der i aftes, kan jo tænke over det, og de kan tale med venner eller naboer om, om det er noget for dem, siger den afgående formand.

Det nuværende menighedsråd har ellers gjort en del for at gøre opgaven mere attraktiv. Rådet har blandt andet søgt og fået tilladelse fra biskoppen til at korte valgperioden ned til to år, så nye medlemmer kun skal sidde i halvt så lang tid som en almindelig periode på fire år.

Hvis ikke det lykkes at finde tre nye medlemmer til menighedsrådet 8. oktober, bliver det nedlagt og lagt ind under et andet sogn.

- Det bliver Thorning Sogn. Vi talte allerede med biskoppen om det for et år siden og fik at vide, at det var løsningen, hvis vi skulle komme dertil.