Lisa var med to fly og kørte fra Hamborg: Står i venteposition til stor konkurrence

I Klitmøller har bølgerne og vinden ikke været med til World Cuppen for juniorer i windsurfing - heldigvis lyder prognoserne for vejret bedre.

Lisa Wermeister fra Guadeloupe i Caribien (i midten) har rejst langt for at surfe i Thy.
Lisa Wermeister fra Guadeloupe i Caribien (i midten) har rejst langt for at surfe i Thy.
Foto: Kristian Steve Kristensen, TV 2 Nord

Bølgerne skal gerne være store, og der skal være noget vind.

Sådan er det bare ikke lige nu til World Cuppen for juniorer i Windsurfing i Klitmøller og Hanstholm, der ellers er kendt for begge ting.

Derfor står de 60 deltagere - der kommer fra det meste af verden - lige nu i venteposition. Der er eksempelvis Lisa Wermeister fra Guadeloupe i Caribien, der har taget en lang vej for konkurrencen.

- Jeg er taget fra Guadeloupe til Paris til Hamborg, og så er jeg kørt dernede fra. Rejsen varede to dage, så det var to lange dage, fortæller hun.

Hun håber på, at vejret bliver bedre onsdag, og hun har også forhåbninger om at være blandt de bedste. Hun rejser generelt meget for at kunne træne ordentligt. I hendes hjemland er der nemlig gode bølger, men ikke meget vind.

- Jeg prøver at arbejde med begge, og derfor rejser jeg meget andre steder hen. Jeg håber på, at der kommer nogle gode bølger her.

Svær at lure

Samme melding kommer fra Mads Bjørnaa fra Surfklubben Nasa i Cold Hawaii, som afholder stævnet i Klitmøller og Hanstholm.

- Lige nu er vi bare på venteposition, og folk hygger sig med i det gode vejr, og ordner deres udstyr, hvad de ellers skal finde ud af. Men windsurfingen er der ingenting af, så det er bare at afvente, at det bliver bedre, siger han.

Han fortæller dog, at man lige nu er fortrøstningsfulde, da eventet varer helt ind til onsdag i næste uge.

- Den er i hvert fald ekstraordinært svær at lure. Normalt vil du altid kunne se, at om et par dage kommer der mindst fem timer med frisk vind. Det kan du knap nok se nu her, siger Mads Bjørnaa.

Vinden skulle blive fralandsvind onsdag, og der kommer bølger. En kombination, der er rigtig god i windsurfing.

- Det ser rigtig godt ud, fortæller han og tilføjer, at de unge mennesker hygger sig i Klitmøller, og at der ingen klager er kommet over, at konkurrencen ikke er begyndt.

Fernando Sottile får en del af ventetiden til at gå med at spille bordtennis.
Fernando Sottile får en del af ventetiden til at gå med at spille bordtennis.
Foto: Kristian Steve Kristensen, TV 2 Nord

Bedre forhold sidste år

Men hvad får de unge dygtige windsurfere tiden til at gå med. Det kan Fernando Sottile fra Sardinien i Italien fortælle mere om.

- Vi spiller bordtennis, snakker med vennerne, ser windsurfing-videoer. Og så spiser vi selvfølgelig noget, lyder det fra Fernando Sottile.

Sardinieren ser også frem til, at der kommer mere vind og flere bølger - og han var med sidste år, hvor der var meget bedre forhold.

- Det var så meget bedre. Så meget blæst. Vi havde 55 knob og rigtig store bølger. Så sidste år var forholdene meget bedre, men der kom vi også i slutningen af oktober, slutter han.