Beruset mand faldt tre meter ned i hul
En mand 51-årig mand faldt natten til fredag ned i et hul, hvor nogle var ved at grave ud til et hus i Herning.
En påvirket mand var formentlig på vej hjem fra byen, da han kom galt afsted omkring klokken halv tre i nat på Th Nielsens Gade i Herning, oplyser indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest Kasper Andersen.
- Han gik på en vej, hvor nogle er ved at udgrave til et hus, og manden faldt ned i det hul, som er to en halv til tre meter dyb, fortæller indsatslederen.
Ifølge Kasper Andersen var der tale om en 51-årig mand, som selv var i stand til at ringe til sin bedre halvdel, og hun kom straks til adressen.
- Hun ringede 112, og så kom ambulance og politi til stedet. Vi fik ham på en båre, og så fik vi ham løftet op med håndkraft, siger han.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis fortæller, at der var sat afspærring op omkring hullet.
- Det var et uheld, at han faldt ned, han bemærkede simpelthen ikke afspærringen, siger vagtchefen.
Den berusede mand var ved bevidsthed, men ifølge vagtchefen slog han sit hoved og blev derfor blev kørt til hospitalet.