Borgere bygger bro - med en rigtig bro

Kan man bygge bro mellem mennesker ved at forskønne en rigtig bro? Det tror de på i Gullestrup ved Herning.

De er broen her i Gullestrup, der skal forskønnes og bygge bro mellem borgerne.
De er broen her i Gullestrup, der skal forskønnes og bygge bro mellem borgerne.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

I Gullestrup har borgerne de seneste måneder kunnet komme med deres bud på, hvordan byens bro og et område af skoven skal forskønnes. Det er et kommunalt projekt, som skal sparke gang i fælleskabet i Gullestrup.

- Jeg tror, de synes, det er sjovt at se, hvordan det er blevet materialiseret alle de idéer, de har haft, og alt det, vi har snakket om, er blevet meget mere konkret, fortæller Maj-Britt Fabricius Fransen, der er forretningsudvikler i Herning Kommune, og her til aften kunne præsentere en række tegninger, som en arkitekt havde tegnet ud fra borgernes idéer. 

Siden februar har omkring 25 borgere mødtes fire gange og arbejdet på kreative løsninger til, hvordan broen og en del af skoven kan bruges. 

- Jeg synes, det er sjovt at få lov til at være med til at bestemme, hvordan vi kan udvikle vores by, siger Mette Grønbech fra Gullestrup.

Torsdag aften skulle hun og de andre fremmødte borgere så bestemme, hvilke idéer som de skal arbejde videre med. 

- Jeg håber, at nogle af de her mødesteder, vi har arbejdet på, og som vi har været fokuseret på at skabe, kommer til at bygge bro mellem mennesker, siger Mette Grønbech. 

I morgen skal eleverne i den lokale skole give deres bud på de bedste idéer. Det er Herning Kommunens forskønnelsespulje, som har givet penge til projektet.

1:43
En bro i Gullestrup skal shines op. Et projekt, som skal bygge bro mellem byens borgere.