Caspar får penge for at lege med Lego
Caspar Bennedsen fra Sønder Felding er den eneste i Danmark, der har fået LEGOs officielle stempel som certificeret LEGO-bygger.
Han holder til i en ydmyg fabriksbygning ved en hullet asfaltvej lidt uden for Sønder Felding, men når man åbner døren til værkstedet, åbner man også døren til en helt anden verden.
Det er en verden fra den gang man var barn – bare meget vildere.
En stor lagerhal med kæmpekasser fyldt med de ikoniske LEGO-klodser. Et stort arbejdsrum med borde, hvor den ene store LEGO-verden efter den anden opstår.
Lige nu arbejder han og hans medarbejdere på et 600-mandetimers stort projekt til en lagervirksomhed. En LEGO-verden som lagervirksomheden vil tage med på messer i Tyskland og USA.
- Jeg syntes faktisk, at det er lidt sjovt at fortælle folk at jeg får penge for at lege med LEGO. Der kommer altid en spørgende reaktion, men så finder jeg nogle billeder frem fra min telefon, så de kan se nogle af projekterne, fortæller Caspar Bennedsen.
Kan bygge alt
BrickWorks kan lave alt, hvad man drømmer om at få lavet i LEGO.
Det kan være, at få lavet sit eget hus til et LEGO-hus eller det kan være en mosaik af hele familien. BrickWorks har også lavet modeller af Hotel D’angleterre og Airbus A380.
- Det er kun fantasien, der sætter grænser. Vi kan også lave modeller for arkitekter, der vil visualisere hvordan en bygning kommer til at se ud, siger Caspar Bennedsen.
LEGO-nørden fra Sønder Felding har en fortid som modelbygger på LEGO og er efter en krævende proces blevet godkendt som LEGO Certified Professional – en person, der har lov at bruge LEGOs varemærke.
Han er den eneste i Danmark med den titel og bare en ud af tyve personer i hele verden.