Cykellegenden kan ikke sælge sit livsværk: - Jeg vil ikke tvinge mine børn

Det er ikke lykkedes Henning Jørgensen at finde en ny ejer til livsværket, så nu er der ophørsudsalg i den store cykelforretning ud til hovedvejen i Herning.

I over 30 år Har Henning Jørgensen passet sin forretning, hvor han både har solgt og repareret cykler. Nu er det snart slut.
I over 30 år Har Henning Jørgensen passet sin forretning, hvor han både har solgt og repareret cykler. Nu er det snart slut.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Hans skæbne blev beseglet, allerede da han var 15 år. Henning Jørgensen var god til fodbold - så god at han blev rykket op til seniorerne, og det var ikke lige sagen. 

- De ville jo gerne ud at have en øl efter træning og sådan, og det var ikke lige mig, fortæller Henning Jørgensen.

For sjov meldte han sig så til et cykelløb, som Herning Folkeblad havde arrangeret. Han vandt løbet, og så gik det stærkt. 

- Det gik faktisk meget godt. Ja, det gjorde det, og i 1972 var jeg med til OL, fortsætter Henning Jørgensen.

Og han kunne fortsætte længe. Han vandt det ene cykelløb efter det andet, og sammen med den tidligere verdensmester Verner Blaudzun og Eigil Sørensen udgjorde de tre herninggensere lidt af en magtfaktor på landevejene.

- Det var jo os tre, der dominerede sammen med nogle enkelte københavnere og et par jyder i 10-12 år. Det var store ting, fortæller Henning Jørgensen.

I 1978 vandt Henning Jørgensen cykelløbet Gran Premio della Liberazione i Italien. 273 ryttere stillede til start.
I 1978 vandt Henning Jørgensen cykelløbet Gran Premio della Liberazione i Italien. 273 ryttere stillede til start.
Foto: Privat

Fra rytter til butiksejer

Cykellegenden fra Herning er uddannet automekaniker og arbejdede i flere år på et værksted, hvor han havde to ugentlige fridage til at træne. 

Men den blev ikke ved med at gå, og da han ikke ville arbejde på fuld tid, blev han fyret.

- Jeg skulle nok selv bestemme, hvornår jeg ville holde op med at køre cykelløb, forklarer Henning Jørgensen.

For at få brød på bordet arbejdede han en årrække for Jydebrødrene, hvor han samlede cykler, og i 1997 åbnede han sin egen cykelforretning i Herning. Det betød farvel til sportslige ambitioner og goddag til seks ugentlige arbejdsdage. Og det er ikke slut endnu.

- Jeg møder hver dag klokken seks for at gøre klar til, at personalet møder ind på værkstedet, og så går jeg som regel hjem ved 19-tiden. Så det er nogle lange arbejdsdage, fortæller Henning Jørgensen, der lige nu er midt i ophørsudsalget.

Ingen vil overtage livsværk

I over 30 år har han solgt stort set alt indenfor cykler og rådgivet kunder fra nær og fjern om udstyr og beklædning. I mange år var Henning Jørgensens hustru fast makker i butikken, og datteren stod for bogholderiet. 

Da hans kone døde for fire år siden, overtog datteren en masse af sin mors opgaver, men ingen af Henning Jørgensens børn er interesserede i at overtage forretningen. Heller ikke René Jørgensen, der selv har været professionel cykelrytter.

- Jeg har jo selv startet det, så jeg havde håbet, at der var nogen, der ville køre det videre. Men jeg kunne ikke drømme om at tvinge mine børn til det, det skal man have lyst til, konstaterer Henning Jørgensen.

Derfor er forretningen nu under afvikling. Indtil videre er der ophørsudsalg, men den kommende pensionist har stadig en lille drøm.

- Det kan jo være, at varelageret kommer så langt ned,  at det kunne være spiseligt for nogen at købe forretningen, indskyder han.

Tid til at cykle

Under alle omstændigheder er forretningslivet snart slut for Henning Jørgensen.

- Det bliver da vemodigt, men jeg glæder mig også til ikke at skulle op klokken fem om morgenen, siger han.

Og han er ikke nervøs for at komme til at kede sig.

- Jeg vil gerne ud at se verden, mens jeg stadig kan - så måske skal jeg en tur til Afrika, det kunne jeg godt tænke mig, fortæller han.

Ellers drømmer han om at få mere tid til noget, der slet ikke er fjernt.

- Jeg har fået en lille veninde, og jeg tror da, vi skal ud at cykle Danmark rundt på elcykel med et par sadeltasker. Og så glæder jeg mig til at komme ud at køre langt med mine to gamle cykelmakkere, Kurt Markussen og Eigil Sørensen igen. Eigil og jeg har været til OL sammen, forklarer Henning Jørgensen.

Eigil og Kurt kører begge på pensionistholdet fra Tjørring Cykelmotion, som i mange år har mødtes ved Hennings cykelforretning hver fredag formiddag. 

Henning Jørgensen er altid ude at hilse på, inden han går ind for at passe sit arbejde igen. Nu varer det ikke længe, før han selv kører med de ældre herrer og damer på de hurtige racercykler. 

Henning Jørgensen har endnu ikke sat dato på butikkens sidste åbningsdag.