Danmark vil være vært for VM i herrehåndbold i 2025

Danmark har sammen med Norge og Schweiz indleveret et fælles bud som værter for VM i herrehåndbold i 2025.

Mikkel Hansen og resten af det danske herrelandshold kan måske se frem til at spille VM i 2025 på hjemmebane delt med Schweiz og Norge.
Mikkel Hansen og resten af det danske herrelandshold kan måske se frem til at spille VM i 2025 på hjemmebane delt med Schweiz og Norge.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Danmark har sammen med Norge og Schweiz et fælles bud med i puljen om at blive vært for VM i herrehåndbold i 2025.

Det skriver Det Internationale Håndboldforbund (IHF) på sin hjemmeside.

Dermed vil Danmark forsøge at få VM til landet endnu en gang, da der også skal spilles VM på dansk grund til januar.

Her er Danmark vært sammen med Tyskland.

Danmark har tidligere forsøgt at blive vært for en slutrunde sammen med Schweiz. Det var EM i 2024, men her vandt Tyskland buddet.

Og det er ikke tilfældigt, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) har valgt at samarbejde med blandt andet Schweiz om værtskab.

- Jeg har en vanvittig lyst til at afvikle et mesterskab, hvor Schweiz er involveret. De er imødekommende, og det er en håndboldnation på vej frem.

- De har både en professionel organisation og faciliteterne, der kan rumme et mesterskab, siger generalsekretær i DHF Morten Stig Christensen til TV2 Sport.

Landene kan lære af hinanden

Han forklarer, at de fælles bud også er et udtryk for, at landene gerne vil lære af hinanden og trække nationer ind, som måske ikke er i nærheden af at søge alene.

- Hvis du har tre værter, så har du også tre hjemmebaner - og dermed stor sandsynlighed for at få endnu flere tilskuere i hallerne, siger han til TV2 Sport.

IHF skal diskutere de tre bud på værtskabet til VM i 2025 under VM til januar i Herning.

De to andre kandidater til værtskabet er Kroatien og Serbien.

/ritzau/