Efter flere henvendelser: Politiet er klar med plan
Politiet har fået flere henvendelser om en maskeret vindueskigger i Herning. De understreger, at det ikke er utrygt i byen.
- Det bedste, vi kan, er at tage vedkommende på fersk gerning.
Sådan lyder det fra Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning. Politiet har fået omkring 10 henvendelser, efter TV MIDTVEST de seneste dage har fortalt om kvinder, der bliver beluret af en hætteklædt og maskeret mand i Herning.
Flere henvendelser handler ifølge Bent Smedegaard om personer, som bor langt væk fra Herning, men de er altså ikke kommet nærmere en gerningsmand.
- Vi kan ikke bare fare ud og anholde på må og få. Vi skal kunne bevise, hvad de har gjort og hvornår. Derfor har vi flere redskaber i værktøjskassen så som civile patruljer på både cykel, i bil og til fods, og det benytter vi os også af, siger Bent Smedegaard.
Trygt i Herning
Siden tirsdag har TV MIDTVEST været i kontakt med tre kvinder, som alle mødt, hvad de formoder er den samme mand, der har kigget ind ad vinduer i Herning.
Lokalpolitiet understreger dog, at det ikke er utrygt i Herning.
- Det er ikke utrygt. Det er lang tid siden, vi har haft en vindueskigger i Herning. Men man må ikke kigge ind ad vinduer. Det er ulovligt og kan være en traumatisk oplevelse for dem, der oplever det, siger Bent Smedegaard.
Politiet har fået tre henvendelser det sidste år, og selv om det er svært at finde gerningsmanden, er der sat en efterforsker på sagen.
- Vi efterforsker fulgt ud og snakker med de folk, som ringer og skriver til os med tip.
Hvis du har tip til politiet, kan de kontaktes på telefon 114.