En anholdt for knivstikkeri i Herning
Politiet henviser til, at der senere tirsdag kommer en pressemeddelelse med flere detaljer om sagen.
Offeret for knivstikkeriet - en 26-årig mand - er afgået ved døden.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Midt- og Vestjyllands Politi er tirsdag morgen massivt til stede i området omkring PotentialeHotellet på Lundvej i Herning efter et knivstikkeri.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 01.41, men er indtil videre tilbageholdende med oplysninger i sagen.
Vicepolitiinspektør Christian Toftemark oplyser til TV MIDTVEST, at offeret er en mand, og at man har anholdt den formodede gerningsmand, som også er en mand.
Han ønsker i øjeblikket ikke at komme med oplysninger om offerets tilstand. Han henviser til, at der senere på formiddagen vil komme en pressemeddelelse med flere detaljer.
- Vi er talstærkt til stede både ved PotentialeHotellet og i hele området i forbindelse med sporsikring, og vi vil gerne, at man respekterer politiets anvisninger, så vi kan få arbejdsro, siger Christian Toftemark.
PotentialeHotellet er et forsorgscenter for unge hjemløse.
I forbindelse med efterforskningen var Midtjyske Motorvej en overgang spærret i begge retninger ikke så langt fra PotentialeHotellet. Det skyldtes, at politiets efterforskere ledte efter det våben, der blev brugt ved knivstikkeriet.
Om det lykkedes at finde gerningsvåbnet, vides endnu ikke.