Esbjergs sene udligning bremser FCM i topstriden

Mesterskabsaspiranterne fra FC Midtjylland smed sejren mere end fire minutter inde i overtiden i Esbjerg.

Esbjerg-FCM
Foto: John Randeris / Ritzau - Scanpix

Blue Water Arena i Esbjerg lagde søndag aften græs til et topopgør i Superligaen, da FC Midtjylland var på besøg. Hjemmeholdet udlignede i det 95. minut til 2-2 foran 7022 tilskuere.

Resultatet betyder, at midtjyderne må tage til takke med andenpladsen og se FC København gå op på førstepladsen. Esbjerg fastholder placeringen som nummer tre. Kampen indeholdt fra første minut ekstrem stor intensitet, og der blev gået til den i alle dueller, hvor ingen spillere trak sig.

Samtidig tog FC Midtjylland det spillemæssige initiativ, og udnyttede, at hjemmeholdet stod langt tilbage på banen. Midtjyderne tilspillede sig adskillige gode muligheder, men skarpheden i de afgørende sekvenser var ikke til stede i første halvleg, som sluttede uden mål.

Efter pausen kom Esbjerg blæsende ud, og allerede efter et minuts spil bragte vestjyderne sig foran med 1-0. Midtbanespiller Jacob "Lungi" Sørensen modtog bolden på kanten af feltet, hvorfra han resolut bankede den op i fjerneste målhjørne uden chance for målmand Jesper Hansen.

Esbjerg formåede dog ikke at fastholde føringen ret længe. Blot tre minutter efter føringsmålet lykkedes det nemlig FC Midtjylland at udligne til 1-1. Forsvarsspiller Alexander Scholz kom først på en nedfaldsbold efter et hjørnespark, og tæt under mål kunne han let udligne.

Herefter mosede midtjyderne på i jagten på de tre point, og i det 67. spilleminut kunne Paul Onuachu score til 2-1. FC Midtjylland-angriberen var pludselig helt fri på kanten af det lille felt, hvor han med en sikker inderside kunne sende bolden ind bag målmand Jeppe Højbjerg.

Herefter lignede det tre sikre point til gæsterne. Men i den dybeste overtid udlignede Esbjerg-angriber Adrian Petre til 2-2 tæt under mål, som også blev slutresultatet.

/ritzau/