Herning Folkeblad fejrer 150-årsjubilæum - udkommer stadig for lokalbefolkningens skyld
Herning Folkeblad kan i fejre 150-årsjubilæum. Derfor ser den administrerende direktør tilbage på nogle højdepunkter.
Dagen er helt speciel hos Herning Folkeblad. For i dag kan bladet fejre intet mindre end 150-årsjubilæum.
Første udgave af Herning Folkeblad udkom på denne dato i 1869, og det er så sket lige siden – frem til i dag.
- På den allerførste forside fra 1869 starter man med at skrive, at nu udkommer der en avis for bønderne her på egnen. For det var bønder. Ordet bondeven var et godt ord. Det er det stadigvæk. Det er stadigvæk for lokalbefolkningen, at vi udkommer, og det tror jeg også, at vi gør om ti år, siger den administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør hos Herning Folkeblad, Alex Nielsen.
Han har været hos Herning Folkeblad i 17 år, og derfor har han også været med i den store udvikling, bladet har gennemgået.
- Det vi har gjort i de seneste to årtier er, at vi er flyttet i et nyt mediehus, vi har udvidet pallette, så vi har radio, video, website, magasiner og foredrag. Men det fundamentale tilbage fra 1869 eksisterer stadig. Det er nemlig ordet. Vi tror på, at ordet kan flytte. Vi tror, at ordet, debatten, demokratiet der kan flytte vores lokale samfund. Så fundamentalt set er vi på job i noget, der startede i 1869 og stadig eksisterer her 150 år siden, siger han.
Herning Folkeblad er med jubilæet på 150 år byens fjerdeældste arbejdsplads. Derfor har der været mange stunder med både op- og nedture.
Af gode grunde kan Alex Nielsen ikke pege på et højdepunkt, der ligger 150 år tilbage, men hvis han skal pege på noget, som han især vil huske fra sin tid på Herning Folkeblad, så er han ikke i tvivl.
Her peget han på lokalsamfundets opbakning.
- Det, der er meget vigtigt for os, er, at vi er meget lokale med vilje. Det vil sige, at vi er i Herning. Vi er i IkastBrande. Vi er i Videbæk. Vi er i byerne rundt omkring. Det er meget vigtigt for os, at vi står ved det, vi kommer af. Vi er dem, der sørger for den dybe dækning fra villavejen, skolen, børnevejen og alderdomshjemmet, siger Alex Nielsen.