21 FCM kvinder bragede ind på banen: - Det er fuldstændig vanvittigt

For første gang skulle FC Midtjyllands kvindehold spille på MCH arena.

Det var en stor dag for FC Midtjyllands kvindehold. 

- Det bliver kæmpe stort, det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse for rigtig mange af os, siger Mathilde Kaihøj, der spiller på kvindeholdet og fortsætter:

- Bare at opleve det her sammen som hold, som er det, vi har sigtet mod i lang tid. Det bliver pisse fedt. 

Klubben FC Midtjylland kaldte det en historisk dag. 

Det var nemlig første gang at kvindeholdet skulle spille på det store Stadion MCH Arena. Og det kunne mærkes, på de kvinder, der skrev sig ind i historien.

- Det har været svært at få noget søvn, men jeg fik da lidt,  siger Mathilde Kaihøj. 

- Det giver da lidt ekstra nervøsitet, at man har vidst, det var den her størrelse stadion og måske lidt flere mennesker, end man er vant til, men jeg håber, når spillet går i gang, så har man bare fokus på spillet, siger Fie Nordmark Arendt.

Normalt spiller holdet på fodboldbaner, der har væsentlig færre tilskuerrækker. Men lørdag spillede de for knap 2.500 tilskuere. Det havde cheftræner Steen Gravgaard også forsøgt at forberede spillerne på. 

- Jeg har prøvet, at hjælpe dem med at flytte den nervøsitet, der nu måtte være, til at være taknemmelig for at man får lov, siger han. 

Overlegen sejr til de Midtjyske kvinder 

Hurtigt viste FCM-kvinder sig at være overlegne og endte med en 4-1 sejr mod ASA Aarhus.

Og glæden var svær at skjule for FCM-spillerne.  

- Jeg tror ikke helt, man har forstået, at vi lige har fået tre point med hjem og på så stor en kullise, det fuldstændig vandvittigt, siger Fie Nordmark Arendt. 

Udover at få lov at spille på den store bane, gik en drøm også i opfyldelse for Mathilde Kaihøj, da hun scorede et mål 54 minut. 

- Det var en forløsning og en drøm - jeg har gået og tænke på, jeg så gerne ville score herinde, og så at det går i opfyldelse, det er virkelig stort, siger hun.