Hvem skal betale for regnefejl? - Ét er jura, noget andet er ordentlighed

Hvem skal egentlig betale for en regnefejl på en forbrugsopgørelse? Den strid fortsætter i Herning-forstaden Gullestrup, og nu går Lejernes Landsorganisation ind i sagen.

Lars Dohn er næstformand hos Lejernes Landsorganisation. Han mener ikke, det er rimeligt at sende el-regninger ud, der er halvandet år gamle.
Lars Dohn er næstformand hos Lejernes Landsorganisation. Han mener ikke, det er rimeligt at sende el-regninger ud, der er halvandet år gamle.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Hvem skal betale, når der bliver lavet en regnefejl i en forbrugsopgørelse, som først bliver opdaget halvandet år efter? Det er et spørgsmål, der er blevet særdeles aktuelt for en række borgere i Herning-forstaden Gullestrup.

Borgerne har nemlig fået efterregninger på deres el-forbrug fra 2022 på flere tusinde kroner. Det skyldes, at selskabet bag forbrugsopgørelserne, Brunata, har lavet en regnefejl, som betyder, at borgerne har betalt mindre, end de faktisk skulle.

Ifølge lovgivningen på området kan udlejere godt sende en efterregning så lang tid efter, men hvis man spørger Lejernes Landsorganisation, bør det ikke være lejernes hovedpine.

- Ét er jura, men noget andet er ordentlighed. Jeg synes ikke, det er i orden, at man kommer så lang tid efter med en ekstraregning, som lejerne ikke har haft mulighed for at disponere ud fra, lyder det fra Lars Dohn, der er næstformand i Lejernes Landsorganisation.

Brunata bør dække regningen

Det er boligselskabet Fællesbo, der har hyret Brunata til at stå for forbrugsregnskabet. Fordi Fællesbo er et alment boligselskab, som hverken må tjene penge eller have underskud, er boligselskabet tvunget til at sende regningen videre.

Lars Dohn mener dog ikke, det er lejerne, der skal være modtagerne.

- Jeg synes, at Fællesbo skal gå til Brunata og sige: I har lavet en fejl. I må dække regningen, lyder det fra Lars Dohn.

Loven er jo som den er. Er det ikke fair nok, at lejerne får regningen, selvom den kommer halvandet år for sent?

- Der er jo også noget, der hedder ordentlighed i forretningsdrift. Og det her skal man ikke finde sig i som lejer.

Peter Mortensen er direktør i boligselskabet Fællesbo. Han forstår godt lejernes frustration.
Peter Mortensen er direktør i boligselskabet Fællesbo. Han forstår godt lejernes frustration.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Vil tage det med på møde

Direktør i Fællesbo, Peter Mortensen, forstår godt lejernes frustration. Han er selv frustreret over, at den ydelse, Fællesbo har købt hos Brunata, ikke er leveret godt nok.

Han vil derfor nu tage et møde med Brunata, men han er ikke optimistisk i forhold til at få selskabet til at betale de 311.000 kroner, som regningen lyder på.

- Jeg synes, det ser svært ud, men jeg vil tage en snak med dem om det. Jeg tør ikke at love noget, men jeg vil tage det med på det møde, jeg har med dem, fortæller Peter Mortensen fra Fællesbo.

Brunata har beklaget fejlen, som de kalder en menneskelig fejl. Samtidig vil selskabet nu bruge den til at optimere deres processer i fremtiden.