Kort nyt

Kl. 13.36

Ynglefugle slår rekord

2024 har været et godt år for ynglefuglene på Tipperne ved Ringkøbing Fjord. 

Naturstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at året har været et af de mest succesrige, når det gælder ynglefuglene og deres held med få unger på vingerne. Det dokumenterer optællinger af fuglene, som er foretaget af Aarhus Universitet. 

Optællingen viser en vækst i antallet af engfugle i området i sydenden af Ringkøbing Fjord. 

Man har registreret, at i alt 65 procent af engfuglene fik unger i løbet af året, og det er den højeste andel, der er målt i området. Især vibe, stor kobbersneppe, rødben, brushane og klyde har ynglet med stor succes i løbet af året.

Siden 2018 har Naturstyrelsen gjort en indsats for holde rovdyr som ræv og mårhund væk fra Tipperne i fuglenes yngletid. 

52 minutter siden

Leder i politiet skal for retten

I december sidste år endte en leder i Midt- og Vestjyllands Politi med at blive hjemsendt efter en julefrokost.

Nu ender den sag i Retten i Viborg. 

53 minutter siden

Frederik reddede sin nabofamilies liv

Omkring midnat mellem torsdag og fredag bankede det pludselig hårdt på Jannick Mozart Øst Fonnesbæks dør, så det vækkede ham, hans kone og deres fire børn.

Det var hans nabo Frederik Høj Kirkeby, der stod udenfor.

- Jeg kunne ikke finde ud af, om der var nogen hjemme – jeg vadede bare ind og råbte, siger han. 

Han havde opdaget, at der var ild i familien Fonnesbæks hus. 

- Vi er virkelig taknemmelige, siger Jannick Mozart Øst Fonnesbæk til Frederik Høj Kirkeby.

- Jeg tror, at kun 10 minutter mere, så havde det været oppe ad trappen, og så var vi ikke kommet ud.

55 minutter siden

Nu reagerer borgmester på kritik

Flere er harme over prisen for fredagens royale besøg i Holstebro.

Men trods kritiske røster mener borgmester H.C. Østerby (S), at pengene er godt givet ud.

- Allerførst så ved vi slet ikke, hvad det kommer til at koste, for vi har ikke fået ret mange regninger ind endnu. Og hvis vi skal give 700.000, så er det fantastisk markedsføring, vi har fået i dag. Vi kunne ikke få nogen bedre markedsføring, siger han. 

Kl. 13.19

SSP kommer med klar opfordring

SSP opfordrer forældre til at være opmærksomme, efter en voldsom video af en tragisk hændelse på Viborg katedralskole er begyndt at florere.

Derfor har SSP sendt en besked ud på AULA til folkeskoleforældre i Viborg.

- Mest af alt er det for at hjælpe forældrene og alle, som har skolebørn, for de kan også komme i besiddelse af den. Det kan være en voldsom oplevelse at se sådan en video, siger Louise Ørum Skytt, som er SSP-konsulent i Viborg Kommune.

Kl. 12.31

Bestseller øger overskuddet trods faldende salg

For første gang i mange år har den danske tøjkoncern Bestseller måttet se salget falde.

Det seneste årsregnskab viser en omsætning på 35,6 milliarder kroner, hvilket er et fald på fire procent, når man sammenligner med det forrige regnskab.

Til gengæld er bundlinjen vokset med otte procent til 5,6 milliarder kroner, fortæller selskabet i en pressemeddelelse.

- Selv om vi er tilfredse med at levere et overskud, er vi også bevidste om, at der fremover vil være behov for yderligere momentum, hvilket vi vil arbejde hårdt for, siger Anders Holch Povlsen, der ud over at være administrerende direktør også ejer Bestseller.

Bestseller, der har hovedsæde i Brande ved Ikast, har hen over det seneste år åbnet eller renoveret 330 fysiske butikker, så der nu er 2800 af slagsen over hele verden.

Kl. 11.39

To personer kørt med traume efter motorcykelulykke

Torsdag aften blev to personer kørt med traume, efter de var involveret i en motorcykelulykke på Borgergade i Aalestrup, skriver TV 2 Nord.

Det var en 27-årig mand fra Østerbølle og en 22-årig mand fra Simested, der var involveret i ulykken.

- Vi ved ikke, hvad der præcis er sket, men den ene motorcykel lå på fortovet, mens den anden lå på vejen, forklarer politiassistent hos lokalpolitiet i Himmerland, Monica Olsen.

Da politiet ankommer til ulykken finder de kun den 27-årige mand, der bliver kørt afsted med traume med det samme. Senere finder politiet ved hjælp af vidneforklaringer den 22-årige på farens hjemmeadresse.

- Han har blødende sår i hele hovedet, så han bliver også kørt med traume, forklarer politiassistenten.

Bag på den 22-årige sad der en 23-årig mand fra Aalestrup, der havde slået hånden.

Politiet kender ikke de to mænds tilstand på nuværende tidspunkt.

Ifølge Monica Olsen har politiet en formodning om, at mændene var påvirket under kørslen.

Kl. 09.01

Kvinde råbte tyv an – få minutter senere blev han anholdt

Takket være et godt signalement fra en anmelder kunne politiet anholde en mand syv minutter efter anmeldelsen.

Der er ros fra politiet til en 30-årig kvinde, som torsdag aften var årsagen til, at en mulig indbrudstyv blev anholdt.

Kvinden har udsigt til RetroHjem.dk på Marsk Stigs Vej i Viborg, hvor en mand forsøgte at bryde ind. Ifølge politiet hørte kvinden en rude blive knust, og hun så manden kravle ind.

- Hun råber ham an, og han hopper så ud igen, fortæller politikommissær Stephan Weber fra lokalpolitiet i Viborg.

Kvinden anmelder indbruddet til politiet klokken 18.12, og syv minutter senere spotter en patrulje en mand, som passer på det signalement, kvinden har givet.

Manden, der er en 53-årig mand fra lokalområdet, bliver anholdt, men han nægter at have noget med det at gøre.

- Kvinden gav et meget præcist signalement, så det er hendes fortjeneste, og der er stor ros til hende, lyder det fra politikommissæren.

Der var desuden tale om det, som politiet kalder ”friske spor”, forklarer politikommissæren.

Det betyder, at gerningsmanden er på vej væk fra gerningsstedet. ”Fersk gerning” er til sammenligning, når en gerningsmand bliver taget med fingrene i kagedåsen.

Kl. 08.39

Kæmpe kødproducent skal fyre hundredvis af medarbejdere

Danish Crown med afdeling i Herning nedlægger 500 stillinger.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse. 

Det er primært medarbejdere i administrationen, der står for skud i den her nedskæringsrunde.

Kl. 08.02

Seks uheld på kort tid får politiet til at komme med opfordring

Lokalpolitiet i Herning har fredag morgen lidt flere færdselsuheld end normalt på døgnrapporten.

Der har været seks uheld, som er sket i både Herning og Ikast inden for det seneste døgn, og fælles for flere af dem er, at de handler om vigepligt, som ikke er blevet holdt.

- Tallet er i den høje ende, og derfor vil jeg opfordre til at køre efter forholdene, overholde sin vigepligt og generelt være opmærksom i trafikken, siger Andreas Suhr, politiassistent hos lokalpolitiet i Herning.

To af uheldene skete med tre timers mellemrum i det samme kryds på Uhregårds Alle og Jyllandsgade i Herning. Årsagen var begge gange, at vigepligten ifølge politiet ikke blev overholdt.

Det førte i begge tilfælde til stor materiel skade og sigtelser for overtrædelse af loven for vigepligt. Der var umiddelbart ikke personskade, men en person blev kørt til tjek på sygehuset i Gødstrup.

Kl. 07.47

Stor politiforberedelse frem mod kongebesøg

Der ligger et stort arbejde forud for eftermiddagens kongelige besøg i Holstebro. 

Det gælder også for Midt- og Vestjyllands Politi, der skal sikre, at begivenheden løber trygt og ordentligt at stablen. 

- Det er en stor opgave. Det er en opgave vi tager alvorligt, og som vi har forberedt os lang tid på, siger Tue Nissen. Han er vicepolitiinspektør, og han kommer til at lede det politiarbejde, der skal foregå i forbindelse med begivenheden. 

Kl. 06.31

Stort VM kommer til Herning

I juni stod de bag EM i bridge med 800 deltagere i Herning Kongrescenter - og nu skal de frivillige i Herning Bridgeklub så på den igen.

Kl. 05.57

DMI med godt nyt til Skolernes Motionsdag

Mange danske familier er formentlig spændte på, hvad deres børn har i vente, når de går til Skolernes Motionsdag, som foregår fredag og markerer den sidste dag, inden skolebørnene går på efterårsferie.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kan de komme tørskoet igennem.

- De tusindvis af skolebørn kunne nok godt tænke sig bare en lille smule tørvejr og ikke alt for meget vind.

- Og det ser egentlig meget ganske lovende ud med bare nogle få spredte byger, og den kraftige vind fra i går aftes (torsdag, red.) er efterhånden aftaget til bare at være almindelig oktobervind, siger Jens Lindskjold.

Senere på dagen ventes det dog, at regnen kommer, og så kan det godt føles koldt, siger meteorologen.

- Når vi kigger lidt længere frem på dagen, kommer der en omgang byger ind, og så er der altså ikke meget sjovt ved, at det kun er 10-12 grader de fleste steder, siger han.

Kl. 05.45

De sidste forberedelser til royalt besøg

0:23
Foto: Olav Fonager, TV MIDTVEST

Her til morgen er de sidste forberedelser til dagens royale besøg i gang. Vinduer bliver pudset, og afspærringerne står klar og er sat op flere steder.

Det er kong Frederik og dronning Mary, der i dag besøger Holstebro. De ankommer klokken 13 og der ind til klokken 15.30.

Kl. 05.24

Carla skal være royal rundviser

Det er ikke hver dag, man får lov at vise kongeparret rundt. Men det er Carla Kastrup blevet udvalgt til at skulle gøre i dag. 

Kl. 05.23

Nygifte sætter aldersrekord

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne atter sætter aldersrekord, når det kommer til at sætte ring på fingeren. I 2023 var aldersgennemsnittet for en brudgom i Danmark således 39,8 år, mens det for bruden er 37,4 år. Det skriver TV 2.

Dermed har danskerne i gennemsnit aldrig været ældre, når de har givet deres udkårne et 'ja'.

For førstegangsægtefæller er gennemsnitsalderen lidt lavere, om end den også stadig er rekordhøj: I 2023 var en ikke tidligere gift brudgom i gennemsnit 35,9 år, og bruden 33,7 år, når de blev gift.

For 30 år siden – i 1994 – hed den 31,3 år for mænd og 28,9 år for kvinder.

Kl. 04.54

Spektakulært syn viste sig på himlen

Der har i løbet at aftenen og natten været huller i skyerne og gode chancer for at se nordlys i det midt- og vestjyske.

Michael Maagaard har fanget det på video.

- Det er bestemt det flotteste og mest intense nordlys, jeg har set hjemme i Danmark, siger han.

Kl. 04.09

Familie lå og sov, da der udbrød brand i deres hus

En familie på seks i Hvide Sande skal ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi være glade for et godt naboskab.

Det var nemlig familiens nabo, som torsdag aften lidt over midnat opdagede, at der var brand i deres hus.

- Naboen opdager branden og når at vække familien i tide. Det kunne være gået meget værre, så de skal være glade for et godt naboskab, lyder det fra vagtchef Jeppe Holgersen.

Det er to voksne og fire børn, der kom ud fra det brændende hus på Lærkevej i tide. De er alle uskadte, men blev tilset af en ambulance på adressen.

Den vågne nabo var en 28-årig mand.

Årsagen til branden er fortsat ukendt. Den er ifølge vagtchefen opstået i kælderen, men der er sodskader i en stor del af huset.

Kl. 03.49

Et bureaukratisk helvede, mener direktør

Et nyt EU-direktiv er på vej til at ramme danske virksomheder.

- Den grønne omstilling må ikke blive et bureaukratisk helvede.

Sådan lyder kommentaren fra ejeren af tankvognsvirksomheden VM Tarm, Holger Ross Lauritsen. 

10. okt 2024 kl. 22:51

Nordlys over landsdelen

På trods af det kraftige blæsevejr, har der været gode muligheder for at se nordlys torsdag aften i landsdelen. 

Rikke-Louise Hvidbjerg Nielsen og Lise-Lotte Mierzejewski så det smukke naturfænomen i Thisted. 

10. okt 2024 kl. 22:17

VUC får dødsstød

Landsdelens voksen-uddannelsescentre står til at blive nedlagt fra 2030. Det er kendsgerningen, hvis regeringens reform på uddannelsesområdet bliver vedtaget.