Jæger så ulve for første gang: - Virkelig en fed oplevelse
Martin Marcel Dupont har ønsket sig at se ulve i lang tid. "Jeg får helt kuldegysninger, når vi snakker om det".
Aftensolen hang lavt, og for en gangs skyld var der ingen trafik på Vardevej lige syd for Sdr. Felding.
300 meter før byen fik Martin Marcel Dupont øje på først et, og så to dyr, der krydsede vejen.
- Jeg får helt kuldegysninger, når vi snakker om det, siger han.
Martin Marcel Dupont bor i Skærbæk ved Herning og var på hjem fra en sommerhustur. Nu fik han stoppet bilen, lukket for musikken og åbnet venstre siderude, så han kunne filme ud over marken.
- Jeg er selv jæger, så jeg ved, at hvis jeg lige pifter en gang, så bliver dyrene nysgerrige og stopper op, siger han.
Sandsynligvis to voksne ulve fra Borris
Leder af ulveovervågningen i Danmark, videnskabelig chef Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus, har set videoen. Han er næsten sikker på, der er tale om det voksne ulvepar, der holder til i Borris Skydeterræn.
- Det er ikke unger fra i år, og ud fra farven tror jeg heller ikke, det er unger fra sidste år, hvor Borrisparret ynglede første gang, siger han.
- Det er hunnen længst væk og hannen tættest på. Dyret, der stopper op, ligner en han, og hunnen i det par er lidt lysere i hovedet end hannen, og det kan godt passe, vurderer Kent Olsen.
Indtil denne weekendaften havde Martin Marcel Dupont kun set ulve i fangenskab. Men han har længe håbet, at han ville få nogen at se i virkeligheden.
- Det var virkelig en fed oplevelse, siger han.
Ulven har sin berettigelse
Selvom han er jæger, er han glad for at der er kommet ulve i Danmark igen.
- Der er meget negativ snak om ulvens berettigelse og hvad den gør ved kronvildtet. Men kronvildtet skal jo også reguleres, og nu har vi fået en hjælper, og ulven tager altid det svageste led. Jeg synes, de har en berettigelse, siger han.
Martin Marcel Dupont var alene i bilen, men heldigvis kom der en anden bil forbi i samme øjeblik.
- Så nød vi den oplevelse sammen et øjeblik. Hun var også helt høj over det, siger han.