Knivstikkersag fra markedsplads: Gerningsmanden varetægtsfængslet

Sagen omhandler blandt andet et knivstik, der foregik på åben gade i Herning torsdag formiddag.

Håndjern låst
Foto: arkivfoto

Retten i Herning har varetægtsfængslet en 34-årig mand fra Herning i fire uger. Manden er blandt andet sigtet for drabsforsøg.

Det oplyser Mogens Poort fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Sagen omhandler et knivstik, der foregik på åben gade i Herning torsdag formiddag. Her blev en 31-årig mand stukket i både ansigtet og halsen med en kniv på Markedspladsen.

- Der er tale om et meget voldsomt knivstik mod den forurettedes hals, som vi umiddelbart betegner som et drabsforsøg, udtaler Mogens Poort, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse efter anholdelsen.

Skaderne var så voldsomme, at det 31-årige offer blev kørt på skadestuen og var i meget kritisk tilstand.

- Samlet set er det stadig uklart, hvorfor han skulle rammes af den kniv, siger anklager Jakob Kjær Ratz fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er også rejst sigtelse for grov vold, som den 34-årige skulle have begået to dage tidligere mod en 40-årig mand fra Herning. Det skulle være sket i form af greb om halsen.

Halsgrebet var så hårdt, at vedkommende fik punktblødninger i øjnene og kortvarigt mistede bevidstheden.

Også her er det uklart for politiet, hvad der har fået manden til at agere, som han gjorde.

- Vi havde anmodet om, at sagen skulle føres for lukkede døre, men det underkendte dommeren, fortæller politikommissær Mogens Poort fra Midt- og Vestjyllands Politi.