Kristian Pihl peger på Støjberg
På weekendens landsmøde skal det besluttes hvem, der skal være Venstres nye formand og næstformand. Kristian Pihl Lorentzen er ikke i tvivl om, hvem der får hans stemme.
Lørdag bliver der sat et forløbeligt punktum efter en lang strid i Venstre, når partiet holder ekstraordinær landsmøde i Herning. Formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen valgte for tre uger siden at trække sig, og derfor skal partiet i weekenden beslutte, hvem der fremover skal bestride de to formandsposter.
Kristian Pihl Lorentzen er ikke i tvivl om, hvem der skal have hans stemme, når Inger Støjberg og Ellen Thrane Nørby i morgen skal kæmpe om posten.
- Mit eget lod falder i Ingers vægtskål, fordi hun sammen med Jakob kan give vores store liberale folkeparti den bredde og slagkraft, der skal til. Jeg glæder mig til at møde partifæller fra hele landet i Herning, skriver Kristian Pihl Lorentzen i et Facebookopslag.
Derudover priser Kristian Pihl Lorentzen sig lykkelig over, at Jakob Ellemann-Jensen er klar til at tage formandsskabet.
- Vi har i Jakob Ellemann-Jensen en meget stærk og dygtig formandskandidat, der kan samle partiet og bane vejen for en ny V-ledet regering. Ham støtter jeg varmt, skriver han ligeledes i opslaget.
Lars Løkke Rasmussen ventes ikke at møde op til det ekstraordinære landsmøde.
Nedenfor kan du se det fulde opslag fra Kristian Pihl Lorentzens Facebookside.