Marlene løb et maraton for at besøge sin efterskole
Marlene Jeppesen nåede fra hjemmet i Vildbjerg til sit andet hjem på Hestlund Efterskole efter 7 timer.
Flere end 30.000 efterskoleelever må lige nu undvære det skoleår, som for de fleste bliver ét, de aldrig glemmer. Coronakrisen har nemlig betydet, at eleverne lige nu er sendt hjem til deres forældre - langt væk fra det sociale samvær, der lige nu skulle have kulmineret i de sidste måneder inden sommerferien.
Det er også tilfældet for Marlene Jeppesen fra Vildbjerg. Lige nu skulle hun have skabt efterskoleminder for resten af livet - og det har hun også besluttet sig at gøre i dag. Et lidt anderledes af slagsen, der involverer et maraton.
- Jeg har ikke tænkt over, hvor hårdt det måske bliver, men det bliver nok ret hårdt, lyder det fra Marlene Jeppesen.
Og for Marlene Jeppesen er det også helt lige meget, om det bliver hårdt. Der ligger nemlig en større mening bag de 42 kilometer end at få forbrændt kalorier eller forbedre konditionen.
- Jeg savner virkelig Hestlund. Jeg savner mine venner og efterskolelivet. Og jeg vil gerne sætte fokus på, at vi stadig er her.
Vejen fra Vildbjerg til Hestlund Efterskole er fyldt med opbakning både på ruten og blandt efterskolevennerne, der følger med i gennem live videoer.
- Jeg tror i hvert fald ikke, at jeg kunne have gjort det uden. Det var virkelig dejligt med den opbakning!
Derudover er hendes efterskoleveninde Anne Tjagvad Madsen med på cykel som moralsk opbakning hele vejen.
- Jeg kunne i hvert fald heller ikke have gjort det uden hende (Anne Tjagvad Madsen). Hun var der for mig hele tiden, både da det gik godt og skidt.
Og efter 42 kilometer når Marlene Jeppesen Hestlund Efterskole efter cirka 7 timer på vejene. Her står elever og lærer klar med pizza, blomster og medaljer til de to veninder.
- Da vi var halvvejs, skulle jeg lige kaste op. Og så kastede jeg op lige før mål. Den første halvdel var ret god, og den sidste var ret hård, men det er dejligt at have gjort det. Det beviser også lidt over for mig selv, at jeg godt kan sætte mig et mål og så gøre det, siger Marlene Jeppesen.
For Marlene Jeppesens vedkommende skal aftenen resten af aftenen stå på velfortjent afslapning.