Mestrene sælger klubmand til konkurrent

André Rømer skifter fra FC Midtjylland til Randers FC.

20240803-181137-L-7087x5024ma
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

André Rømer siger farvel til FC Midtjylland og skifter til Superliga-konkurrenterne fra Randers FC, der har købt ham fri af kontrakten. Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.

31-årige Rømer vendte sidste sommer hjem til FC Midtjylland efter ophold hos OB, Randers og svenske Elfsborg. Han er dog ikke blevet fast mand siden sit comeback i FCM-trøjen.

Midtbanespilleren, der oprindeligt er fra Køge, nåede alligevel at blive en rigtig klubmand i det midtjyske. Han skiftede i 2008 fra Køge til FC Midtjyllands akademi som 15-årig.

Han har optrådt 187 gange på klubbens førstehold.

- Der er ikke en finger at sætte på Rømers indsats og professionalisme gennem det seneste år. Han har i den grad spillet en rolle i det danske mesterskab, og at vi i dag står på tærsklen til Champions League. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger FC Midtjyllands fodbolddirektør Peter Sand til fcm.dk.