Millioner spildt på undersøgelse af bygninger til politiskole
Politi og Bygningsstyrelsen brugte tid og penge på at undersøge alternativer, selv om regeringen havde besluttet at bygge en ny politiskole i Herning.
Politiet købte ekstern bistand for en million, og Bygningsstyrelsens medarbejdere brugte 520 timer på at undersøge forskellige muligheder for at placere politiskolen i eksisterende bygninger i flere kommuner, mens den tidligere regering tilsyneladende havde besluttet, at der skal bygges en helt ny skole i Herning.
Det viser dokumenter, Jysk Fynske Mediers avis, Danmark har fået udleveret fra Justitsministeriet og fra Bygningsstyrelsen efter at have anmodet om aktindsigt i statens forbrug af ressourcer ved planlægningen af den kommende politiskole i vest Danmark.
Dertil skal lægges et ikke oplyst antal arbejdstimer i Rigspolitiet samt de ressourcer, kommunerne har anvendt på at udarbejde deres forslag.
-Jeg synes, det lyder helt absurd, at det er brugt så mange penge og så meget tid, når meget tyder på, at der har været en politisk beslutning fra starten, inden arbejdet blev sat i gang, om, at man ønskede en nybygget skole, og den skal ligge i Herning. Det siger Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokratiet.
Hun har kaldt justitsminister Søren Pape (K) i samråd i Retsudvalget torsdag. Her vil hun få opbakning i sin kritik af regeringen fra udvalgets formand, Peter Skaarup (DF):
-Der er en mistanke om, at den tidligere regering hele tiden har haft en plan om et nybyggeri i Herning, og så er det skønne spildte kræfter, som skatteborgerne har betalt.