Nu pakker Kristian Jensen sit politiske liv i kasser: - Jeg kommer til at savne Christiansborg rigtig meget
Kristian Jensen skal være ny ambassadør for Danmark og stopper derfor i politik. I dag har han sidste arbejdsdag.
Det begyndte i 1988, da Kristian Jensen meldte sig ind i Venstres Ungdom.
Bag ham ligger et kvart århundrede som politiker og en karriere, som på mange måder er ganske omfattende.
På de år, der er gået, har han både været skatteminister, udenrigsminister og finansminister, og han har været næstformand i Venstre. Drømmen var at blive statsminister.
Men nu begynder et nyt kapitel i hans liv.
I dag siger han nemlig farvel til jobbet som politiker til fordel for et nyt job, hvor han skal være særlig repræsentant for Danmark i FN og arbejde for at sikre, at Danmark får en plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026.
- Nu skal jeg kaste mig ud i noget, hvor jeg ved, hvad jeg skal de næste tre år, og derefter så ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg skal. Men omvendt har jeg gået her (på Christiansborg, red.) i 23 år og prøvet næsten alt, så måske skal man også udfordre sig selv og prøve noget nyt, siger Kristian Jensen til TV MIDTVEST.
Derfor er det heller ikke bare flyttekasser, men også oplevelser, han pakker ned på sin sidste dag på kontoret på Christiansborg i dag.
- Det er vemodigt at gå og pakke ned her, men jeg er også glad, for jeg skal til noget, der er spændende, og som jeg glæder mig enormt meget til, så det er en blandet følelse, siger han.
Nedpakningen af flyttekasserne er også en tur ned ad mindernes vej for politikeren.
- I 1998, når folk skulle i kontakt med deres folketingsmedlem, så skrev man jo et fysisk brev, så jeg har en mappe med de første breve, som folk har skrevet til mig, og det er sjovt at bladre igennem og se, hvad der var af problemer for midt- og vestjyderne dengang, siger han.
Alt fra politikerkolleger til rengøringspersonalet er nogle af dem, han kommer til at savne. Andre ting knapt så meget.
- Jeg kommer til at savne Christiansborg rigtig meget. Jeg kommer til at savne menneskene, kollegerne, vagterne. Jeg kommer ikke til at savne det politiske slagsmål, og blive vurderet om fredagen af Bezzerwisser (TV 2 program, red.). Det kommer jeg ikke til at savne.
Et politisk comeback?
- Jeg havde ikke lige troet, jeg skulle sidde her i dag og sige farvel til Christiansborg, så hvad jeg skal lave, når jeg er færdig om tre år med at kæmpe for at få Danmark ind i sikkerhedsrådet i FN, det ved jeg ikke endnu, siger han.
Hvorvidt han efterfølgende kommer tilbage på den politiske scene, vil han hverken afvise eller bekræfte.
- Det har jeg ikke nogen planer om. Det er ikke det, jeg forestiller mig. Men omvendt, for to år siden havde jeg ikke forestillet mig at sidde her, så jeg lukker ikke nogen døre, men det er ikke planer, jeg går og lægger, siger han.
Med sine 23 år på Christiansborg er der særligt to højdepunkter, han tænker tilbage på.
- At det i 2018 lykkedes hele Folketinget at samles om en energiaftale. Og at vi i 2009 fik lavet den store skattereform, der sænkede marginalskatten i Danmark.
Med det nye job som særlig repræsentant for Danmark i FN følger dog stadig et stort ansvar for den mangeårige politiker.
- Det er der, de store beslutninger tages, og det er der, et lille land som Danmark kan være med til at præge verden, sagde Kristian Jensen tidligere.
Han er altså tilbage et sted, hvor han har indflydelse.
I dag fortryder han, at han i sine unge år udtalte, at han gerne ville være statsminister. Han føler nemlig selv, at han har opnået utrolig meget i sin politiske karriere, men at det alt sammen for evigt vil blive overskygget af den ene ting, han aldrig nåede: At blive statsminister.