Nyt forslag kan blive dyrt for vognmænd

Regeringen mener, at det bør blive dyrere at køre lastbil og planlægger derfor at indføre en kilometerbaseret vejafgift fra 2025.

2:38
Carsten Dyreborg er vognmand og formand for Vestjyllands Vognmandsforening, og han frygter, at nogle chauffører vil lukke som en konsekvens af det nye forslag.
Foto: Andrea Marie Marschall, TV MIDTVEST

Regeringen har nu præsenteret deres endelige forslag til, hvor stor vejafgiften skal være for lastbiler i fremtiden.

Afgiften skal hjælpe Danmark nærmere klimamålet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

Men afgiften kan få konsekvenser for især vognmænd i yderområderne, der ofte kører langdistance.

Formanden for Vestjyllands Vognmandsforening Carsten Dyreborg er bekymret for forslaget.

- Det vil betyde en omkostning på 130.000 kroner ekstra pr. bil, og yderkanterne er hårdest ramt, fordi der er længere at køre, fortæller formanden og tilføjer:

- Jeg har kollegaer langs vestkysten, som er ved at rykke håret af sig selv, fordi det bliver svært for dem at få det dækket ind, og konsekvenserne vil blive, at nogle vognmænd lukker.

Det nye forslag kan betyde, at en lastbil som Carsten Dyreborgs kan komme til at koste mellem 800-1.300 kroner ekstra på en rute.

”Nødvendigt med en afgift”

Vognmændene frygter, at afgiften vil koste dem ekstra 80.000-100.000 kroner pr. lastbil om året, og regningen vil de sende videre.

- Det er kunderne, der skal betale, der er ikke andre til det, siger Carsten Dyreborg.

Ifølge skatteministeren, Jeppe Bruus (S), er det nødvendigt at indføre en vejafgift.

- Vi skal nå vores meget ambitiøse klimamål. Vi skal nå at omstille hele det danske samfund herunder også de store lastvogne, der kører på vejene. Og derfor indfører vi en afgift, der betyder, at jo mere man forurener, jo mere betaler man, og det skal være med til at gøre, at man får en bedre forretning ved at købe en lastbil, der kører på el, forklarer han.

Carsten Dyreborg understreger dog, at de også ønsker at bidrage til den grønne omstilling.

- Det er ikke fordi, vi ikke vil være grønne, det kan bare ikke lade sig gøre i øjeblikket. Infrastrukturen er ikke til stede, siger han og tilføjer:

- Vi har forslået, at man kan hæve dieselafgiften med 40 til 50 øre, så vil man rent faktisk stå med de samme penge.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil afgifterne træde i kraft fra 1. januar 2025.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) mener, det er en vigtig afgift for at kunne nå Danmarks klimamål.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) mener, det er en vigtig afgift for at kunne nå Danmarks klimamål.
Foto: TV 2