Påvirket bilist kørte over for rødt tre gange under flugt fra politiet
En 23-årig mand fra Fyn er nu sigtet for spiritus- og narkokørsel efter politijagt i Herning.
En ung bilist havde ikke den store lyst til at tale med ordensmagten, da en politipatrulje forsøgte at vinke ham ind til siden i Herning natten til fredag.
I stedet for at standse trykkede manden hårdt på speederen og forsøgte at stikke af.
Biljagten begyndte på Dronningens Boulevard og sluttede ved Gl. Vejlevej, hvor vejen sluttede blindt. I et sidste desperat forsøg på at slippe væk kørte den unge mand ud på en mark, men så gik den heller ikke længere.
Bilen sad fast, og politiet kunne hurtigt anholde bilisten og en passager.
- De nåede kun lige at åbne dørene, så fik vi fat i dem, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.
Testet positiv for narko og spiritus
Biljagten varede kun fem minutter, men på den tid nåede bilisten, som viste sig at være en 23-årig mand fra Otterup-området, at køre over for rødt tre gange.
Passageren blev hurtigt løsladt, mens den 23-årige blev taget med til afhøring på politigården.
Og der var formentlig en god grund til hans manglende lyst til at tale med politiet. Han blev nemlig testet positiv for både alkohol og narko og fik derfor lov til at aflevere en blodprøve.
Den 23-årige blev løsladt efter endt afhøring, men er sigtet for at køre over for rødt og for sprit- og narkokørsel.