Peder Hornshøj om salg af Bravo Tours: Det sker ikke af nød - tværtimod

Bravo Tours og Primo Tours synes, at det er en god idé, at de som to danskejede selskaber slår sig sammen.

Peder Hornshøj stiftede Bravo Tours for 25 år siden.
Peder Hornshøj stiftede Bravo Tours for 25 år siden.
Foto: Pressefoto

Det er blandt andet ønsket om at sikre, at der stadig er et danskejet rejseselskab, der nu får de midt- og vestjyske konkurrenter Primo Tours fra Ringkøbing og Bravo Tours fra Herning til at slå sig sammen.

Det fortæller administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, til TV MIDTVEST.

- Vi synes, at det er en god idé, at vi i fællesskab kan stå sammen om at være danskejede på det her marked, hvor næsten alle konkurrenter er udenlandsk ejede. Det betyder noget for os, og jeg tror, at vores kunder også godt kan lide, at vi er danskejede. Det sikrer en god dansk service, og at man møder en rejseleder, der taler dansk, siger Peder Hornshøj.

Reelt sker der det, at Bravo Tours bliver opkøbt af Primo Tours-koncernen, men de to selskaber fortsætter som selvstændige brands og med selvstændige organisationer.

Overtagelsen er betinget af en godkendelse fra konkurrence-myndighederne, og derfor er det begrænset, hvor mange detaljer de to rejsebureauer vil fortælle om planerne. Af samme grund har direktøren for Primo Tours, Bjarke Hansen, heller ikke ønsket stille op til et tv-interview.

Mere konkurrencedygtig 

Bravo Tours var for et par år siden voldsomt udfordret, da selskabets daværende ejer Travelco Nordic blev erklæret konkurs. Bravo Tours genopstod herefter i et nyt selskab.

Peder Hornshøj ønsker ikke at udtale sig om situationen dengang, men understreger, at det på ingen måde er af nød, at Bravo Tours nu går sammen med konkurrenten fra Ringkøbing.

- Tværtimod. Det er to selskaber, som går fantastisk, og som er økonomisk solide og stærke på alle mulige måder. Så det er to gode selskaber, der bare slår sig sammen for at sikre et dansk ejerskab og gode produkter til vores mange gæster, siger Peder Hornshøj.

Hvis opkøbet bliver godkendt af myndighederne, vil de to selskaber tilsammen udgøre Danmarks næststørste rejsekoncern - kun overgået af Spies Rejser - og størrelse er vigtig i rejsebranchen, fordi man dermed bliver mere konkurrencedygtig, vurderer Ole Kirchert Christensen, der er chefredaktør på Travelmedia Nordic.

- De vil kunne få nogle bedre priser på flysæder og hotelsenge, og hvis man ellers formår at få en del af den besparelse kanaliseret videre til forbrugerne, kan der endda være udsigt til lavere priser på nogle af de populære destinationer, siger Ole Kirchert Christensen.

Peder Hornshøj stiftede Bravo Tours for 25 år siden og betegner selskabet som et barn, han har opfostret, opdraget og udviklet til det selskab, det er i dag.

- Det glæder jeg mig helt vildt meget til at blive ved med. Det er stadig mit barn, og jeg skal nok passe godt på det. Jeg er stadig i spidsen som øverste chef i Bravo Tours, og det bliver jeg ved med at være mange år i endnu, siger han.