Postyr i retten efter afhøringer i voldtægtssag
Tirsdag fortsatte afhøringerne i voldtægtssagen i Herning, hvor to af de forurettede blev afhørt bag lukkede døre.
- Fuck jer allesammen.
Sådan råbte en mor til en af de formodede voldtægtsofre, til alle familiemedlemmerne til de tiltalte. Moderen var lige kommet ud fra Retten i Herning, hvor afhøringerne af de forurettede foregik bag lukkede døre.
Her stod 15-20 familiemedlemmer og venner til de tiltalte, og ventede på, at der igen skulle være vidneforklaringer for åbne døre, og det var mere end hvad moderen kunne kapere.
Tydeligt oprevet blev hun fulgt ud af retten af en betjent, mens hun skulede mod de fremmødte.
Flere udbrud
Herefter fortsatte retsmødet for åbne døre, da syv forskellige vidner skulle afhøres. Men inden afhøringerne var der igen noget postyr i retten.
Et nærtstående familiemedlem til en af de tiltalte var ikke nået ind i Retten, inden dørene lukkede og retsmødet gik i gang. Han gik alligevel ind, og da en politibetjent gjorde ham opmærksom på, at døren var lukket, råbte han: Hold din kæft!
Manden fik dog lov til at komme overvære afhøringen, selv om dommeren tidliger ei sagne, har indskærpet at han ikke accepterer, at tilhørere går til og fra retslokalet under afhøring af vidner og tiltalte.
De syv vidnerne bidrog ikke med meget ny information i sagen, som har stået på med lange afhøringer de seneste tre retsdage.
Efter forklaringerne fra vidnerne, blev der kaldt til frokostpause, hvorefter dørene lukkes igen. Men inden da, fik de tiltalte lov til at kramme familiemedlemmerne.Her fik følelserne lov at få frit spil. Mødrene brød grædende sammen og de tiltalte fik våde øjne.
Ofrenes historie
To af de forurettede har afgivet forklaring tirsdag, mens der stadig mangler to. Men deres udlægning af sagen får vi aldrig hørt eller genfortalt i sin helhed.
I sager som denne kan de forurettede nemlig afgive forklaring bag lukkede døre, og forklaring, hvor de tiltalte ikke er til stede i retten.
De tiltalte sidder i stedet i såkaldte lytterum, hvor de kan høre forklaringerne fra de forurettede..