Se billederne: 35 mænd overraskede med sang
Aftenskoler er populært som aldrig før, og det er kor også. Tryk på videoen og hør, hvordan de 35 mænd fra mandekoret fra Herning lød torsdag aften.
"Gem et lille smil, til det bliver gråvejr", blev der sunget, da et stort kjole-og-hvidt-klædt mandskor bestående af 35 mænd åbnede munden.
Torsdag aften gæstede de TV MIDTVEST live med sang, så hele redaktionen og dem hjemme i stuerne kunne høre det.
Grunden til, at mændene var iklædt fint tøj og sangstemmerne blev prøvet lidt ekstra af denne torsdag aften, er, at det er populært som aldrig før at dyrke sang eller andre hobbyer på en aftenskole.
FOF i Herning er et af de steder, hvor aftenskolen oplever at have 20 procent flere brugere end før corona, hvor det gik i stå.
- Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi har fået en øget bevidsthed om, at vi har brug for et frirum. Vi har en fortravlet hverdag. Vi sidder alt for meget bag en skærm - her kan du få timer med nærvær og fysisk samvær, siger forstander i FOF Herning, Kirsten Bjørn-Thygesen.
Og medlemmerne i mandskoret stemmer i. Både med sang, men også med ord.
For koret, der til dagligt består af omkring 40 medlemmer, oplever, at de er kommet tæt på hinanden gennem sangen, men at det også giver dem meget på det personlige plan.
- Jeg får samværet ud af det og venskaber, hvor vi tager hånd om hinanden, siger Carsten Daugaard og tilføjer, at der altid er plads til ekstra medlemmer.